nORD er en festival, der vil synliggøre nordisk mangfoldighed og slægtskab gennem litteraturen. To dage med samtaler, oplæsninger og performances i september.
Under overskriften ’Frihedstrang og selvstændighed’ markeres hundredeåret for Islands suverænitet med en samtale mellem forfatterne Einar Már Guðmundsson og Andri Snær Magnason. En af finsk samtidslitteraturs helt centrale skikkelser, Rosa Liksom, besøger desuden nORD med Oberstinden, en roman om magt, om at tage den eller underkaste sig den – som kvinde og som stat. Romanen fik fremragende anmeldelser og er shortlistet til den fornemme Runeberg-pris.
Svenske Agnes Lidbeck besøger nORD med sin stilsikre, litterære og bidende morsomme roman ’LAST’. Det er et syrebad til alle de stivnede masker, som moderne kvinder kan have det med at påføre sig. Hovedpersonen Anna går gennem tre væsentlige faser af sit liv: Da hun lige har fået sit første barn og skal finde sig til rette i den komplicerede rolle som omsorgsfuld og kærlig mor. Da hun både intellektuelt og fysisk lever sig ind i rollen som elskerinde, og endelig, da hun igen påtager sig rollen som omsorgsgiveren, denne gang for en døende, der ikke helt giver hende det modspil, hun kunne ønske sig.
Nominerede forfattere til Nordisk Råds Litteraturpris
nORD præsenter også nogle af kandidaterne til Nordisk Råds litteraturpris. Kun 29 år gammel er norske Roskva Koritzinsky nomineret med sin tredje bog, novellesamlingen ’Jeg har endnu ikke set verden’. Svenske Agneta Pleijel debuterede som dramatiker i 1969 og har siden også skrevet lyrik, romaner og litteraturkritik. Hun har baseret flere af sine bøger mere eller mindre løseligt på sin egen og sin slægts historie, og er nu nomineret for ’Doften av en man’. Auður Ava Ólafsdóttir har med romanen ’Ar’ markeret sig som en af Islands store samtidsforfattere. En mand får tatoveret en hvid vandlilje hen over brystet, og begynder så målrettet at planlægge sit eget selvmord. Ólafsdóttir er mest kendt for sin prosa, men har også skrevet lyrik, skuespil og sangtekster. Hendes bøger er blevet oversat til 22 sprog og nyder stor anerkendelse bl.a. i Frankrig og England.
Jóanes Nielsen fra Færøerne var i en periode organiseret kommunist og hans politiske engagement lader sig ikke fornægte. Han er nomineret for digtsamlingen ’Gudahøvd'. Også den unge dansker Caroline Albertine Minor er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris og deltager på nORD. Hendes roste novellesamling ’Velsignelser’ handler om sorg og tab og flere af dem kredser om pigen Anso, der så uforklarligt begik selvmord under en rejse i Australien.
Hyldest til Ingmar Bergman
I anledning af hundredeåret for hans fødsel hylder nORD forfatteren Ingmar Bergman.
Han betragtes som en Sveriges største filminstruktører, skuespilinstruktører og dramatikere. ’Vi vil gerne vise det, som ikke så mange andre viser, nemlig at han var en stor forfatter og inspirationskilde for mange andre forfattere. Ingmar Bergman forsvor gennem hele livet, at han skrev litteratur. Men få har skrevet så enestående om ikke at kunne skrive som ham.’ Det fortæller Gro Frank Rasmussen, leder af nORD. Bergman hyldes i en samtale mellem den danske forfatter Dorthe Nors, den svenske forfatter Agneta Pleijel og administrerende direktør for ’Stiftelsen Ingmar Bergman’ og forfatter til bogen ’Författaren Ingmar Bergman’, Jan Holmberg fra Sverige. Med på scenen er også skuespilleren Thomas W. Gabrielsson.
Inger Christensen-tribute
Den danske forfatter Inger Christensen, som døde i 2009, fik aldrig den Nobelpris i litteratur, som mange mener, hendes lysende værk ellers kunne have fortjent. Inger Christensen skrev både dramatik og romaner, men hun er internationalt kendt for sin samtidsbevidste, visionære, stilistisk formfuldendte og sanselige lyrik. nORD hylder Inger Christensen med et lydværk over digtsamlingen ’Alfabet’ skabt særligt til festivalen af musiker og komponist Hannah Schneider fra den elektroniske popduo Ayowa.
Bølgerne laver nORD-special podcast
Mød også forfatterne Ida Holmegaard (DK) og Emeli Bergman (S), når de laver en særlig live-optagelse af deres litteraturpodcast ’Bølgerne’ på nORD. ’Bølgerne’ er et af de mest spændende nyere litteraturformidlingstiltag i Danmark, og i podcasten taler de om den norske forfatter Roskva Koritzinsky. Hun optræder også selvstændigt på nORD.
nORD byder desuden på aktuelle og populære danske forfattere som Helle Helle, Kim Leine, Leonora Christina Skov, Søren Ulrik Thomsen, Ida Jessen, Caroline Albertine Minor, Theis Ørntoft og Dorthe Nors.
af Anette Thede, Bibliotekar, Helsingør Kommunes Biblioteker
Litteraturfestivalen nORD foregår i år den 14. og 15. september i Kulturværftet i Helsingør. Læs mere på nordfestival.dk og se hele programmet her
Kommentarer