Instruktør Sargun Oshana giver Halfdan Piskets grafiske roman ’Desertør’ krop i aktuelt teaterstykke på teater Republique. Det gør han for at ”vække en form for medmenneskelighed ved at traumatisere folk på scenisk vis”.
Det tegner lovende. Sargun Oshana giver scenisk liv til det første bind i Piskets prisvindende grafiske romantrilogi, Dansker-trilogien, der vidner om Piskets fars dramatiske liv gennem et halvt århundrede. Første bind adskiller sig fra bind 2 og 3 ved at handlingen udelukkende foregår i (og med tilbageblik fra) et tyrkisk isolationsfængsel, hvor Piskets far ender som ung desertør og hjemsøges af traumer. Litteratursiden har interviewet Oshana om, hvordan og hvorfor dette fængselsrum bliver overført til de skrå brædder.
”Den ramte mig bare helt vildt!”
Oshana har som sceneinstruktør været vidt omkring. Kendetegnende for Oshana er ønsket om at bryde med den klassiske og fastlåste forståelse af, hvad teateret er. Som instruktør beskriver han sig selv som en slags ”auteur”, der leder efter ting, der tiltaler ham. Hans stykker tager derfor ikke nødvendigvis udgangspunkt i dramatisk skuespil. I stedet inspireres han af populærkulturen og har bl.a. lavet en teater-musikkoncert med L.O.C.’s rap-numre, skabt forestillinger baseret på Casper Erics digte og nyfortolket romaner som klassikeren Den unge Werthers lidelser og Niels Henning Falk Jensbys debutroman Techno.
Med ’Desertør’ er det imidlertid første gang, at Oshana instruerer et teaterstykke, der baserer sig på en grafisk roman - men ikke første gang, at han beskæftiger sig med mediet. Han fortæller, at han fra barnsben af har læst mange tegneserier på biblioteket og senere er gået over til graphic novel-genren:
”Det var et ret stort skel at læse de her voksentegneserier, graphic novels, der reflekterer dybe emner. En dag faldt jeg over Piskets ’Desertør’, og den ramte mig bare helt vildt! - fordi den var så stærk indholdsmæssigt med stærke sætninger, som bliver ytret, og med hans mørke tegnestil.”
Der er ingen tvivl om, at Oshana er dybt dedikeret og passioneret om at videreføre netop denne historie på teaterscenen. Det er han af to grunde: For det første kan han identificere sig selv med den tyrkisk-armenske hovedkarakter. Oshana er assyrer og kom som irakisk flygtning til Danmark som 8-årig. Han forstår derfor, hvad det vil sige at føle sig splittet og, som han udtrykker det: at have ”et ben i en kultur og et ben i en anden kultur”. Det kan gøre det svært at forstå sine forældre, den kultur, de er opvokset med og den måde, de håndterer konflikter på.
For det andet har Oshana noget på hjerte med denne dokumentariske historie: Han forklarer, at han gerne vil vise publikum en mørk og håbløs verden, hvor en krig og et styre ødelægger en familie. Det er midt i dette, vi møder hovedkarakteren, som leder efter håb, men som har fået opbygget et kæmpe traume. Han mangler et sprog for sin sorg, så han kan tale med nogen om det – men der er ikke nogen voksen, der tør tale med ham om hans sorg, bl.a. fordi han befinder sig i en diktaturstat. Ud fra dette begrunder Oshana sit ønske om at påvirke os på en måde, så vi får en forståelse for traumet og det menneske, der bærer rundt på det:
”På en måde lukker jeg publikum ind i et traume og giver en følelsesmæssig oplevelse af- eller et indblik i, hvad det vil sige at opleve et traume. På et overordnet plan vil jeg gerne vække en form for medmenneskelighed ved at traumatisere folk på scenisk vis. Det her æstetiske traume skal være med til at give en begribelig oplevelse, man kan indleve sig i.”
Fra tegneserie til teaterscene
Det har været noget af en rejse for Oshana at få bearbejdet Piskets traumehistorie og stemninger til et teatermanuskript. Men allerede da han faldt over ’Desertør’ første gang, kunne han se mange af Piskets billeder udspille sig på en scene for sig. Piskets stærke streg har ifølge ham givet ham meget inspiration til at skabe sit eget:
”Det, jeg synes, der kendetegner tegneserien er lige så meget det, karaktererne ikke siger – alt det, der bliver vist, fremfor det, der bliver sagt. Der er billeder, som ikke er ”undertekst-drevet” og hvor karaktererne bare handler og udtrykker så meget uden ord – og det har været en kæmpe styrke. På en eller anden måde har det givet et andet scenisk sprog for mig, fordi det i teateret og i dramatik nogle gange er meget teksten og ordet, der er i fokus og definerer et værk.”
Disse ekspressive tegninger tilfører Oshana kropslighed og et sanseligt fysisk sprog på en anden måde end tegneseriemediet gennem skuespillere, der bl.a. skal bevæge sig som en slags krybdyr og får malet hvidkrakelerede ansigter, som skal gå i ét med scenografien, der afspejler en betongrå fængselsverden uden meget håb. Scenografien bliver forandret undervejs gennem lys, lyd og videodesign - og her inkorporeres elementer fra Piskets tegneserie gennem projektioner af billeder og animationer af bl.a. symbolske billeder som spiret og fuglene. Dette gør han, fordi han gerne vil have, at det skal være ligesom at træde ind i tegneserien – men gennem scenekunstens særlige rum:
”Jeg har kunnet skabe et fysisk rum. Tegningerne har virkelig inviteret mig til et fysisk sprog, fordi vi har fortolket, hvad det vil sige at vokse op i en verden, hvor du ikke kan være dig selv; hvor der hele tiden er restriktioner, hvor du ikke kan bære dit eget navn. Du er ansigtsløs. Hvad gør dette ved din måde at bevæge dig på, ved din relation til dine forældre, med din øjenkontakt og med din hud. Alt det har vi oversat – ikke til tekst, men til krop, handlinger, relationer og alt det, som foregår i et rum.”
Du kan opleve Oshanas ”tegneserieteater” på Republique fra d. 12.3. – 8.4. 2020. Læs mere her.
Fotograf: Sara Galbiati
Kommentarer