Tegneserier er en slags mellemting mellem billeder og tekst, og de to sider smitter af på hinanden i en særlig blandingsform. På den ene side læser man ikke en tegneserie på samme måde, som man læser en roman. Teksten – hvis der altså overhovedet er en tekst – giver sjældent mening, hvis man fjerner billederne. På den anden side ser man heller ikke på tegneseriens billeder, som man ser på en normal tegning.
Selvom det er billeder, så læser man stadigvæk tegneserier: man bevæger blikket fra venstre mod højre og oppefra og ned, mens man i samme åndedrag læser eventuelle talebobler og tekstbokse. Tegneserien er besynderlig, fordi den på én gang kalder på og modsætter sig læsning, og fordi billederne på én gang kan betragtes som isolerede tegninger og som led i en sammenhængende serie.
Billederne bevirker, at man hele tiden bliver afbrudt i sin kontinuerte læsning, mens netop kontinuerligheden afgør, hvordan man ser på billederne og forhindrer, at man dvæler for længe ved hvert enkelt af dem.
Billederne kommenterer og forvrænger historien, og det er måske derfor, at tegneserien er særlig velegnet til satire: man får fortalt en historie, men tegnestilen trækker den i en grotesk retning og giver det hele et parodisk islæt. Det er i hvert fald tilfældet hos den belgiske tegner André Franquin (1924-97). Franquin er især kendt for klassikere som Vakse Viggo og Splint og Co., men hans satiriske arbejde findes først og fremmest i albummet Sorte sider, der er en samling af sorthumoristiske, politiske og satiriske striber à en eller to sider, som han påbegyndte i 1977.
De små serier i Sorte sider har som regel en ret entydig morale, der bliver nuanceret i samspillet mellem billeder og tekst. Det er for eksempel tilfældet i den fænomenale stribe Omprioritering. De seks første billeder i striben viser en forsvarminister, der går gennem byen, mens han kigger efter jagerfly og tænker på de ressourcer, han har tilført militæret.
På det syvende billede bliver han kørt ned af en bil, og på de tre sidste kreperer han, fordi der er blevet sparet på ambulancer og sygehuse. Pointen er ikke særlig indviklet: ministeren er skyld i sin egen død, fordi han har flyttet penge fra sundhedsvæsenet til militæret. Men sagerne bliver langt mere interessante end som så, fordi Franquin fortæller historien på en raffineret måde.
Først og fremmest skaber tegnestilen en vis ironisk afstand: ministeren er overdrevet selvsmagende at se på, ambulancen er fuldstændig smadret, lægerne ser ekstra slidte ud og det hele er meget fjollet at se på. Der er et grinagtigt skær over striben, og derfor bliver den lidt platte morale relativ.
Bevægelserne i billederne er særlig interessante for den måde, striben fungerer på, fordi Franquin her arbejder med krydsfeltet mellem tekst og billeder. På de seks første billeder går ministeren mod højre. Hans hoved vender derimod opad, til siden og bagud, men aldrig fremad. Da han bliver kørt ned, kommer bilen fra højre side af billedet.
Det er tydeligt, at Franquin tager udganspunkt i bevægelsen af læserens øjne fra venstre mod højre. Sammenstødet mellem ministeren og bilen får en ekstra slagkraftig effekt, fordi man følger hans gang med øjnene og pludselig læser lige ind i bilens køler. Det er både ministeren og læserens øjne, der kommer i trafikuheld.
Men baggrunden for, at sammenstødet overhovedet er sandsynligt, ligger i billedernes brud med læseretningen: det er netop det faktum, at ministerens hoved vender i alle retninger undtagen mod højre, som bevirker, at han støder sammen med bilen. Det er i krydsfeltet mellem billede og læsning, i bevægelsen fra venstre mod højre og i bruddet med den, at striben finder sin dynamik.
Det er også tydeligt i det bevægelsesmæssige klimaks. Da ministeren bliver ramt af bilen, flyver han lodret op i luften, og når det virker acceptabelt på læseren, så skyldes det, at den lodrette bevægelse er et kompromis mellem to modsatrettede bevægelser: læsningens bevægelse fra venstre mod højre, og bilens bevægelse fra højre mod venstre.
Franquins Sorte sider er et eksempel på, hvordan tegneserier fortæller i et samspil mellem billeder og tekst. Selvom eksemplet næppe er udtømmende så synes der alligevel at være noget generelt ved den måde, bevægelserne i billederne virker sammen med bevægelsen af læserens øjne.
I langt de fleste tilfælde bevæger tegneseriefigurer sig i læseretningen, og selvom de ikke gør, så er læseretningen næppe ligegyldig for læserens oplevelse. Der er en særlig dynamik i den måde, tegneserier bruger billeder til at fortælle med. Hos Franquin er dynamikken pakket ind i en humoristisk stil, og det er derfor, at hans striber har en særlig satirisk slagkraft.
Af Martin Laurberg, cand. mag.
Kommentarer