En klassiker - et kunstværk med varig værdi

"En klassiker" er et udtryk, der indgår i normalsproget på linje med ”en roman” og ”en novelle,” men hvad definerer egentlig en klassiker? 

Ofte er vi ikke i tvivl, når vi står med en klassiker, og vi kan sige: ”Dette er en klassiker, fordi det er en klassiker.” Men skal vi grave et spadestik dybere kan vi spørge, hvorfor de er blevet klassikere. Hvordan de har formået at bygge bro over generationskløfter og foretage vilde kulturspring?

Etymologien er altid god at tage afsæt i, og Nudansk ordbog slår fast, at en klassiker er ”Et kunstværk som har en varig værdi” og ”En ting af ældre oprindelse som stadig er populær”. Et klassisk værk kan altså siges at være tidløst i ordets fornemste forstand. Det har ikke blot holdt bogsæsonen ud, men har overlevet århundreder, ja i nogle tilfælde årtusinder.

Vi må altså formode, at klassikeren har nogle almene kvaliteter, der taler til mennesker på tværs af historiens gang. Det må ramme helt ned i nerven af det at være menneske og tage et fast greb om roden af noget, der har varig værdi. Judy Gammelgaard har polemisk udtalt at:
 

Et kunstværk med varig værdi

Betoningen af det moderne, som ophævelsen af det forældede, er interessant i den forstand, at det er et gennemgående træk ved mange klassiske værker, at deres hovedpersoner er ultramoderne. Hamlet er indbegrebet af en rastløs, men følsom, moderne mand, der hverken ved hvad han vil eller ikke vil, og så ender med at gøre noget helt tredje. På samme måde tegner Lev Tolstojs 'Anna Karenina' et portræt af en samtidskvinde, der suser splittet rundt mellem ønsket om et liv i vild passion og den familiære tryghed.

Knut Hamsuns Sult er så frisk og sprød, at man bliver i tvivl om siderne overhovedet er tørre fra trykken. Det kan heller ikke være tilfældigt, at de gamle græske dramaer stadig opføres her 2500 år efter, de er skrevet. Men alle værker er også påvirket af den tid, de er skrevet i. De er forankret i en epoke. De kan være nok så gode, men hvad er det, der gør, at nogle ting står tilbage, mens andre forsvinder med den generation, der har fostret dem?

Asger Schack udtaler et sted, at Bob Dylans tekster bliver ved med at tale til folk, fordi han har formået at lave et så skalpelskarpt snit ned i tidsånden, at den blev ophævet. Men hvorfor gør nogle bøger det fremfor andre? Litteraturprofessor Pil Dahlerup siger, at litteratur kan defineres som "eksistentielle problemstillinger udtrykt i et fiktivt univers udarbejdet i et kunstnerisk sprog”. Alle disse tre komponenter skal altså være til stede, mener hun, for at noget kan kaldes litteratur, og jo højere potens de er i, jo bedre litteratur er det.

Kan man overveje om disse tre elementer er i særlig høj grad til stede i de værker, vi kalder klassikere? Der er meget, der taler for det, og som det er tilfældet med al stor kunst, er der også meget, der ikke lader sig kategorisere. Man kan ikke altid kortlægge kunstens virkemidler, der skal være en vis grad af X Factor. Et eller andet ukendt, som svæver mellem siderne, en tvetydighed, som man ikke kan gøre entydig. Er det ikke i virkeligheden det, der er selve kunstens styrke og en klassikers tidløshed?
 

Din egen favorit

Sideløbende med den kollektive klassiker-arv, vi alle deler, ligeså vigtig en plads har den ”individuelle klassiker”. Det værk, der enten ud-af-det-blå eller helt forventeligt har flyttet noget i dig, fået noget til at falde på plads eller kastet dig ud i en hvirvel i verdensrummet.

Det værk, du læste på det helt rigtige (eller forkerte) tidspunkt i dit liv, og som har sat sig på din rygrad. Den individuelle klassiker, om den er at finde på denne klassikerliste eller ej, er mindst lige så betydningsfuld, for i sidste ende handler læsning ikke om andet end oplevelse, glæde og udvidelse. Om at blive til, men samtidig forsvinde. Om at finde dig selv i verden og verden i dig selv.