Af Maria Månson, Filmekspert og kulturjournalist
Filmatiseringer af bøger skuffer ofte læserne, men når det lykkes, er det en fryd at se sine yndlingskarakterer blive bragt til live på det store lærred.
”Bogen var altså bedre!” Den sætning høres ofte, når biografgængere spankulerer ud af mørket efter at have set en filmatisering af en roman. Det er på én gang det nemmeste og det sværeste at filmatisere. For nok ligger der både en historie og en tilskuerskare klar og parat, men hvordan kan noget nogensinde konkurrere mod de indre billeder og følelser som tekster frembringer? Hvordan kan film konkurrere med vores fantasi?
En sikker publikumsmagnet
Ved at filmatisere en populær roman kan man være nogenlunde sikker på, at der findes et publikum til filmen. Dette argument bliver der i særdeleshed spekuleret i af produktionsselskaber i dag, fordi konkurrencen er benhård. Der udgives mange flere film end førhen, og så er der tilmed en multitude af streamingtjenester, der står klar til at overtage markedet for næsen af én. Derfor er en etableret fanbase et godt udgangspunkt, når man skal forsøge at estimere en films kommende succes. Bogens læsere er simpelthen den bedste og billigste reklame for en film!
En roman-serie som J.K. Rowlings Harry Potter var med til at revolutionere markedet. Den katapulterede fantasy-genren ud af nørdernes domæne og ind i mainstream-markedet, og den gigantiske fanskare sikrede den efterfølgende filmserie en sikker succes. Siden fik filmserien endda sit helt eget liv og publikum.
Når man spørger manuskriptforfattere om, hvordan de adapterer fra bog til film, så er der både fordele og udfordringer. I udgangspunktet er man velsignet med en allerede formet og forhåbentlig god historie. Til gengæld hviler der et stort ansvar og en stor angst for ikke at yde bogforlægget retfærdighed.
Tekst-formatet er desuden bundet til en tidslighed, fordi sætningerne kommer i rækkefølge efter hinanden. Man beskriver i teksten et enkelt element eller én sansning ad gangen, mens man på filmen kan spille på flere parametre på én gang. Filmen har altså en samtidighed, hvor du kan opfatte lys, lyd, tale og handling på et splitsekund. På den måde kan man koge et helt kapitel ned til en scene med en længde på få minutter.
Den, der ændrer forlægget
Der er også en del filmskabere, der vælger at gøre filmatiseringen til deres helt egen. Så vil man som publikum måske kunne genkende meget lidt af det originale materiale. Til gengæld er filmen instruktørens eller manuskriptforfatterens subjektive tolkning af teksten.
Et sådant eksempel er Puk Grastens filmatisering af Leonora Christina Skovs autobiografiske bestseller-roman Den, der lever stille . Romanen handler om Skovs barndom og opvækst med forældre, der havde meget svært ved at acceptere den, hun var. Skovs roman er fragmentarisk og fortalt hoppende i tid og rum. På mange måder en meget filmisk roman, bl.a. med en, af forfatteren udtænkt, musikalsk playliste, så man har underlægningsmusik til læsningen.
Puk Grasten har valgt at fokusere sin films handling til sekvensen, der foregår på hospice med Leonoras døende mor. Hun er endt med at lave et meget intenst og syret drama, der tager udgangspunkt i en sindstilstand i bogen frem for et egentligt handlingsforløb. På én gang meget i stil med romanens tema om at være anderledes og føle svigt, men samtidig også med stort slægtsfællesskab til Puk Grastens tidligere film.
Fra ’Zappa’ til ’Kysset’ – Bille Augusts filmatiseringer
Én af de filminstruktører, der har mest erfaring med filmatiseringer herhjemme, og endda har trukket både Oscar og De Gyldne Palmer til landet, er Bille August.
Tre Bjarne Reuter-filmatiseringer er det blevet til i 80’erne ( Zappa, ’Tro, håb og kærlighed’ samt Busters verden ). Alle er fortalt med romanforlæggets gru, humanisme og humor. Med filmatiseringen af Martin Andersen-Nexøs Pelle Erobreren blev August allemandseje og vandt både Oscar og Den Gyldne Palme i 1988. Romanen følger drengen Pelle og hans far Lasse, der forsøger at få enderne til at mødes i fattige kår på Bornholm i slutningen af 1800-tallet. Temaerne omkring ydmygelse, klasseskel og håb vandt stor indflydelse i samtiden. Og Augusts fortolkning af samme tematikker i 1987 føltes nutidig og vedkommende i en verden med kartoffelkure og koldkrigsafvikling.
Bille August tog sin særligt nordiske humanisme med sig til det store udland, hvor han bl.a. levendegjorde Isabel Allendes bestsellerroman Åndernes hus. Det er en episk roman, der spænder over flere generationer og med elementer af magisk realisme. Filmen fik en blandet modtagelse, blandt andet med argumentet, at den mere storladne sydamerikanske fortællestil var svær at forene med den nordiske.
I 2018 kastede han sig endnu en gang over en dansk litterær klassiker. Denne gang Henrik Pontoppidans Lykke-Per om den vægelsindede Per, der har alle muligheder i verden, men ender i fattige kår, fordi han ikke kan bryde med de dogmer, han har fået med sig fra barnsben. Netop de psykologiske nuancer, der præsenterer sig, når man træffer et valg eller lader være, synes også at have beskæftiget August i de efterfølgende filmatiseringer af Thorkild Bjørnvigs Pagten og Stefan Zweigs Utålmodige hjerter , der blev filmatiseret i 2023 som ’Kysset’.
Et historisk tilbageblik
Vi har set og elsket filmatiseringer næsten lige så længe som filmmediet har eksisteret. I begyndelsen var det kun små udvalgte scener fra romaner, som ’Trilby and Litttle Billee’ (1896) – en 45 sekunders scene af George Du Mauriers bestseller ’Trilby’. På det her tidspunkt var hverken filmsproget eller teknikken udviklet nok til at kunne filmatisere den fulde roman.
Herhjemme var det især Ole Olsens Nordisk Films Kompagni, der i starten af 1900-tallet pumpede filmatiserede værker ud til stor glæde for danskerne. Alt fra H.C. Andersens Fyrtøjet til Alexandre Dumas ’Kameliadamen’.
Efter de første succeser med filmatiseringer i filmens begyndelse, fik de senere et noget mere blakket ry. Især 70’ernes udskældte udgaver af fx Rifbjergs Den Kroniske Uskyld og Leif Panduros Rend mig i traditionerne faldt mange for brystet. Begge romaner markerede sig som ny-klassikere i en modernistisk skrivestil, der formåede at indfange ungdommens væsen med humor og bid, men Edward Flemming, der skrev og instruerede ’Rend mig i traditionerne’, lavede filmen til en folkekomedie.
Biograferne var i slutningen af 70’erne desperate. Der var efterhånden kun to slags film i biffen: den kunstneriske og den folkelige. Der manglede en mellemting. En type film, der både havde ambitioner for fortælling og filmsprog, men som også kunne trække mange danskere i biografen. I 1982 blev der lavet en ny filmlov, som skulle give dansk film en kærkommen saltvandsindsprøjtning. Det betød blandt andet, at det blev muligt at lave filmatiseringer med en højere produktionsværdi, man havde simpelthen flere penge til manuskript og filmisk lækkerhed.
Det benyttede Gabriel Axel sig af, da han filmatiserede Karen Blixens Babettes Gæstebud . Han endte med at ændre novellens geografi fra Norge til Vestjylland, fordi han kun kunne få danske penge i projektet. Filmen er på én gang nøgtern og hård, men også sanselig og sjælfuld. Den dag i dag vises filmen til event-visninger, hvor måltidets retter serveres til et lækkersultent publikum.
Når det lykkes
Vi elsker filmatiseringer og nogle gange elsker vi at hade dem. Populariteten hos publikum både herhjemme og i udlandet er dog ikke til at overse. Hvis man kigger ned over en premiereliste på en tilfældig uge i biografen i dag, så vil man opleve, at en stor del af de film, der vises, er en filmatisering i én eller anden grad. Hvis ikke det er fra en roman, har filmene måske haft et tidligere liv i tegneserier eller som teaterstykke. Så selvom vores indre forestillinger og fantasi kan være svær at konkurrere med, er det vidunderligt, når en vellykket filmatisering sætter lyd og billede på en historie, vi elsker.
Foto af Maria Månson: Nikolaj Rønnow
Kommentarer