Forfatter
Alexandre Dumas
Mange kender sikkert Alexandre Dumas’ værker fra film, tv, illustrerede klassikere, forkortede udgaver eller tegneserier. Men det kan betale sig at læse Dumas i uforkortede udgaver – i de forkortede udgaver kan det være svært helt at forstå handlingen, fordi vigtige detaljer ofte er udeladt.
Dumas var en udpræget folkelig populær forfatter, og alligevel betragtes han i dag som én af de store forfattere fra det 19. århundrede. Han bliver stadig flittigt læst, men hvem var han, og hvad er det, der 200 år efter hans fødsel stadig kan trække nye læsere til?
Alexandre Dumas’ liv var ligeså spændende som en af hans romaner. Han blev født i 1802 i en lille by lidt nordøst for Paris. Hans farmor var sort slave fra det, der i dag er Haiti, og hans far var general i Napoleons hær. Han faldt imidlertid i unåde, og familien var fattig. Dumas ernærede sig som skriver, indtil han som tyveårig tog til Paris, hvor han i løbet af få år blev en populær skuespilforfatter.
Senere gik han i gang med at skrive føljetonromaner til aviserne, og han tjente styrtende med penge, der blev brugt ligeså hurtigt som han tjente dem. Han var en kendt skikkelse i det finere liv i Paris, hvor det ansås for at være ganske pikant, at han var en fjerdedel sort. Han havde masser af elskerinder og fik efter sigende et væld af uægte børn, selv om han kun vedkendte sig få af dem.
Dumas rejste over hele verden, nogle gange for fornøjelsens skyld, andre gange på flugt fra sine kreditorer. Udenfor Paris byggede han slottet Monte Christo, og han levede i det hele taget et ekstravagant liv. Han har beskrevet sit liv i sine 22 bind Mémoires (1852-55), hvor det nærmest omskabes til en af de eventyrlige romaner, han er kendt for.
En føljetonforfatter
Dumas’ romaner er skrevet som føljetonromaner. Det 19. århundredes føljetonromaner kan ikke sammenlignes med de føljetoner, der i dag kan læses i ugebladene.Handlingerne var en del mere komplicerede, de var betydeligt længere, og frem for alt var det ikke hvem som helst, der skrev dem. I Frankrig var det forfattere som Eugène Sue, Balzac og Zola, der skrev føljetoner til aviserne (i England var det især Dickens, der var populær som føljetonforfatter). Baggrunden for føljetonromanens popularitet var, at Frankrig oplevede et avisboom, da pressecensuren blev ophævet i 1830.
Kampen om læserne var hård, og føljetonromanerne var et vigtigt våben. Dumas var én af de mest populære og mest læste føljetonforfattere. Han var selv med til at starte flere magasiner, som han skrev til ugentligt. Hans fortællinger havde en bred appel, de blev læst af høj såvel som lav i samfundet.
Dumas’ produktion er enorm, omkring 250 værker kan man tælle det sammen til, hvis man både regner romaner, skuespil, børnefortællinger og rejsedagbøger med. Arbejdstempoet var også højt. De to mest læste og berømte romaner, Greven af Monte Christo og 'De tre musketerer', udkom begge i 1844 – 45, men Dumas var da heller ikke ganske alene om arbejdet.
Han havde en større flok assistenter, der leverede udkast, og der er delte meninger blandt forskere om, hvor meget der stammer fra mesterens hånd alene, og hvor stor en indflydelse assistenterne havde på det endelige produkt.
Det siges gerne, at Dumas var med til at gøre den historiske roman populær, men han er ikke nogen specielt pålidelig historiker; romanerne er ikke altid historisk korrekte, men nøjes med at bruge historiske begivenheder som grundlag for en eventyrlig fortælling. Dumas’ romaner er kulørte, underholdende og holdt i et højt dramatisk tempo. For en nutidig læser kan visse beskrivelser forekomme langtrukne, men de er nødvendige for forståelsen af handlingen.
Persongalleriet er stort og varieret, og dialogen er morsom – også for en moderne læser. Romanernes længde er et plus for de læsere, der ikke er meget for moderne minimalisme, og underholdningen er sikret i et godt stykke tid. Det er tydeligt, at romanerne er skrevet som føljetoner. Hvert kapitel er et handlingsforløb i sig selv, og slutter gerne med en ”cliff hanger”, som får læseren til at hænge på og glæde sig til næste afsnit.
Nu, 200 år efter Dumas’ fødsel, fænger hans fortællinger stadigvæk. De udkommer i nye oversættelser, i forkortede læs-let-udgaver, og de bliver filmatiseret til spillefilm eller tv-serier. Gaderne var som blæst over hele Frankrig, da fransk tv i 1998 sendte en ny tv-serie over Greven af Monte Christo med Gerard Depardieu i rollen som greven (et valg af skuespiller, der i øvrigt krænkede enhver Monte Christo-fan).
Mange af romanerne er filmatiseret adskillige gange, f.eks. De tre musketerer, der kunne ses på film første gang allerede i 1914. Også tredje del af fortællingen om musketererne, Manden med jernmasken, har man kunnet se på det store lærred flere gange, senest i 1998 med Leonardo Di Caprio.
Og til sidst et lille kuriosum: Alexandre Dumas er ikke alene udødeliggjort gennem sine mange romaner: Hvem kender ikke tegneseriehunden Nusers flittige brug af åbningssætningen: ”Det var en mørk og stormfuld aften…”, som oprindeligt er starten på sjette kapitel af De tre musketerer.
Af Nanna Knudsen, Cand. Mag.
Mange kender sikkert Alexandre Dumas’ værker fra film, tv, illustrerede klassikere, forkortede udgaver eller tegneserier. Men det kan betale sig at læse Dumas i uforkortede udgaver – i de forkortede udgaver kan det være svært helt at forstå handlingen, fordi vigtige detaljer ofte er udeladt.
Dumas var en udpræget folkelig populær forfatter, og alligevel betragtes han i dag som én af de store forfattere fra det 19. århundrede. Han bliver stadig flittigt læst, men hvem var han, og hvad er det, der 200 år efter hans fødsel stadig kan trække nye læsere til?
Alexandre Dumas’ liv var ligeså spændende som en af hans romaner. Han blev født i 1802 i en lille by lidt nordøst for Paris. Hans farmor var sort slave fra det, der i dag er Haiti, og hans far var general i Napoleons hær. Han faldt imidlertid i unåde, og familien var fattig. Dumas ernærede sig som skriver, indtil han som tyveårig tog til Paris, hvor han i løbet af få år blev en populær skuespilforfatter.
Senere gik han i gang med at skrive føljetonromaner til aviserne, og han tjente styrtende med penge, der blev brugt ligeså hurtigt som han tjente dem. Han var en kendt skikkelse i det finere liv i Paris, hvor det ansås for at være ganske pikant, at han var en fjerdedel sort. Han havde masser af elskerinder og fik efter sigende et væld af uægte børn, selv om han kun vedkendte sig få af dem.
Dumas rejste over hele verden, nogle gange for fornøjelsens skyld, andre gange på flugt fra sine kreditorer. Udenfor Paris byggede han slottet Monte Christo, og han levede i det hele taget et ekstravagant liv. Han har beskrevet sit liv i sine 22 bind Mémoires (1852-55), hvor det nærmest omskabes til en af de eventyrlige romaner, han er kendt for.
En føljetonforfatter
Dumas’ romaner er skrevet som føljetonromaner. Det 19. århundredes føljetonromaner kan ikke sammenlignes med de føljetoner, der i dag kan læses i ugebladene.Handlingerne var en del mere komplicerede, de var betydeligt længere, og frem for alt var det ikke hvem som helst, der skrev dem. I Frankrig var det forfattere som Eugène Sue, Balzac og Zola, der skrev føljetoner til aviserne (i England var det især Dickens, der var populær som føljetonforfatter). Baggrunden for føljetonromanens popularitet var, at Frankrig oplevede et avisboom, da pressecensuren blev ophævet i 1830.
Kampen om læserne var hård, og føljetonromanerne var et vigtigt våben. Dumas var én af de mest populære og mest læste føljetonforfattere. Han var selv med til at starte flere magasiner, som han skrev til ugentligt. Hans fortællinger havde en bred appel, de blev læst af høj såvel som lav i samfundet.
Dumas’ produktion er enorm, omkring 250 værker kan man tælle det sammen til, hvis man både regner romaner, skuespil, børnefortællinger og rejsedagbøger med. Arbejdstempoet var også højt. De to mest læste og berømte romaner, Greven af Monte Christo og 'De tre musketerer', udkom begge i 1844 – 45, men Dumas var da heller ikke ganske alene om arbejdet.
Han havde en større flok assistenter, der leverede udkast, og der er delte meninger blandt forskere om, hvor meget der stammer fra mesterens hånd alene, og hvor stor en indflydelse assistenterne havde på det endelige produkt.
Det siges gerne, at Dumas var med til at gøre den historiske roman populær, men han er ikke nogen specielt pålidelig historiker; romanerne er ikke altid historisk korrekte, men nøjes med at bruge historiske begivenheder som grundlag for en eventyrlig fortælling. Dumas’ romaner er kulørte, underholdende og holdt i et højt dramatisk tempo. For en nutidig læser kan visse beskrivelser forekomme langtrukne, men de er nødvendige for forståelsen af handlingen.
Persongalleriet er stort og varieret, og dialogen er morsom – også for en moderne læser. Romanernes længde er et plus for de læsere, der ikke er meget for moderne minimalisme, og underholdningen er sikret i et godt stykke tid. Det er tydeligt, at romanerne er skrevet som føljetoner. Hvert kapitel er et handlingsforløb i sig selv, og slutter gerne med en ”cliff hanger”, som får læseren til at hænge på og glæde sig til næste afsnit.
Nu, 200 år efter Dumas’ fødsel, fænger hans fortællinger stadigvæk. De udkommer i nye oversættelser, i forkortede læs-let-udgaver, og de bliver filmatiseret til spillefilm eller tv-serier. Gaderne var som blæst over hele Frankrig, da fransk tv i 1998 sendte en ny tv-serie over Greven af Monte Christo med Gerard Depardieu i rollen som greven (et valg af skuespiller, der i øvrigt krænkede enhver Monte Christo-fan).
Mange af romanerne er filmatiseret adskillige gange, f.eks. De tre musketerer, der kunne ses på film første gang allerede i 1914. Også tredje del af fortællingen om musketererne, Manden med jernmasken, har man kunnet se på det store lærred flere gange, senest i 1998 med Leonardo Di Caprio.
Og til sidst et lille kuriosum: Alexandre Dumas er ikke alene udødeliggjort gennem sine mange romaner: Hvem kender ikke tegneseriehunden Nusers flittige brug af åbningssætningen: ”Det var en mørk og stormfuld aften…”, som oprindeligt er starten på sjette kapitel af De tre musketerer.
Af Nanna Knudsen, Cand. Mag.
