Vi er brødre af Iben Mondrup

Mondrup har skrevet et stærkt og tankevækkende portræt af to brødre, som på hver sin måde er mærket af fortielser, skyld og fraværende forældre i skyggen af krigen.

I Godhavn imponerede Mondrup med sin eminente evne til at skildre begivenheder fra barnets synsvinkel. Det gør hun også i sin nye, historiske roman; nu med afsæt i hvordan to brødre oplever og påvirkes af den tavshed, som gennemsyrer deres familie. Synsvinklen skifter mellem storebroren Poul og lillebroren Jens. Og da Jens er faren i Mondrups to foregående romaner, Godhavn og Karensminde, hænger de tre romaner om denne familie tæt sammen, samtidig med at de fint kan læses hver for sig.

Vi møder de to brødre lige efter Anden Verdenskrig, deres far har været modstandsmand og været nødt til at gå under jorden. Hvad faren præcist har lavet, ved vi ikke helt, men det mere end antydes, at han har menneskeliv på samvittigheden. Det er dog ikke noget, der tales højt om i hjemmet. Men folk snakker i det lille nordjyske samfund, hvor flere modstandsmænd går i hundene. De to brødre opfanger brudstykker af samtaler og henkastede bemærkninger, og Mondrup viser på en troværdig måde, hvordan disse antydninger bliver ved med at ulme i sindet. Især den følsomme Jens kan ikke slippe tanken om, hvad faderen har lavet, men må - ligesom læseren – leve i uvisheden.

Brødrene gentager forældrenes mønster med at tie om voldsomme hændelser i deres liv. Poul er resten af livet mærket af vennens dødsulykke, som han uberettiget følte sig skyldig i, men kun fortalte Jens, og ikke forældrene, om. Det er romanens mest baske scene; man bliver ved med at se ulykken for sig med Pouls blik. I scener som denne viser Mondrup sit store talent for at skrive sanselig og gribende prosa, der bliver siddende i kroppen.

Ligesom tidligere i forfatterskabet, bevæger Mondrup sin læser allermest, når hun zoomer ind på sindets sorte sider og de sårbare relationer i en familie. De to brødres (magt)kampe og Jens’ mangeårige higen efter opmærksomhed og senere opgør med Poul skildres meget autentisk og passer godt med romanens langsomme tempo. Det er et tankevækkende portræt af to brødre, og romanen viser på eminent vis, hvordan de påvirkes af hjemmets mur af tavshed. Som læser kom jeg til at holde af de to brødre; både den galsindede Poul, som ikke står tilbage for at bruge næverne, og den tænksomme Jens, som bliver ved med at angre sine handlinger, som da han i en rus forgriber sig på en veninde.

’Vi er brødre’ viser, at de valg vi træffer i livet har en pris. "Man kan både fortryde og ikke fortryde’" som faderen siger i slutningen af romanen, da begge brødre som voksne drager ud for at gøre en forskel i verden og på deres egen måde gentager faderens historie.

Jeg kan næsten ikke vente med at genlæse 'Godhavn' og 'Karensminde' med den indsigt jeg nu har i smertepunkterne i Jens’ barndoms- og ungdom. Mon ikke familiehistoriens fortielser og bånd i de to tidligere bøger vil opleves i et nyt lys? Med ’Vi er brødre’ har Mondrup tilføjet et vigtigt værk i sin medrivende familiekrønike, som har rod i egen familiehistorie, idet hendes farfar var leder af modstandsbevægelsens sektion i Vendsyssel. Ligesom en række andre forfattere de senere år giver hun familiefortællingen en særlig nerve og bred appel ved at tage afsæt i egen historie.