Anmeldelse
Til lyden af sin egen tromme
- Log ind for at skrive kommentarer
Mors magt, ætsende ensomhed og psykens bersærkergangstrusler sendes i stilsikker rotation i rystende og rørende roman, der bejler til grinet og eftertanken.
Gustava og Mikael er søskende, og sammen med ganske få andre er de replikholderne i Hesselholdts knugende og humor- og konsekvenskandiserede roman om liv og død.
Som i en drejebog annonceres det, hvem der har næste replik, ja, også romanens fortæller vil udtrykkeligt have ordet som ”Fortælleren”! Som en hård, humoristisk fremdriftsspecialist blander han sig i Gustava og Mikaels liv, og jeg er vild med utilregneligheden; med fortællerens anmassende ”myldermundstilstand”.
Gustava og Mikael bor begge alene og holder den komplette ensomhed stangen i hinandens nærvær, men Gustava mangler taletid, og Mikael er træt af kun at have sin søster.
Gustava er en midaldrende psykiater med livslede, nu på vej til Tromsø for at tage sit eget liv. Sådan ligger landet: ”jeg (…) sad fast til livet nede i min mors sorte hjerte, et sted hvor jeg var uønsket og ingen brød sig om mig hvis jeg ikke gjorde hvad der blev forventet [fik børn m.m.]. Mors og datters forhold beskrives gruvækkende godt af Hesselholdt: stemningsbesyngeren.
Bror Mikael, den altid oversete – dog skønt silkerobeskinnende – er rig, psykosetruet og omgivet af smukke, dyre ting i sit hjem, som han helst ikke forlader. Denne følsomme inde-eksistens er en ensom æstetiker, og i stedet for oplevelser med andre mennesker har han oplevelser med verdenslitteraturen. Især Thomas Manns Døden i Venedig optager ham i den tidsramme, romanen dækker. Smart nok er Gustava opkaldt efter klassikerens hovedperson .... Som læser er jeg heldig at have lært Mikael, den lysende skyggevandrer, at kende.
Knap så heldig føler Gustava sig over sit nære forhold til Mikael, der kan blive alt for meget. Nu vil hun være fri! Ikke mindst for at holde øje med, om Mikael bliver psykotisk, men også for sit omflakkende job- og lejlighedshoppende liv.
Men i Tromsø står en omfavnelsesparat, udstoppet lobby-isbjørn, en møgirriterende hoste og en febervildelse i vejen for Gustavas selvmordsplaner. I mellemtiden kommer Mikael takket være et afskedsbrev på sporet af Gustava på en rejse, hvis næste destination – hov, der skulle jo slet ikke have været én! – er verdenslitteraturens Venedig: vand-ædt og legendarisk. Undervejs udvikler han sig helt enormt.
Gustava – og efter afskedsbrevs-sparket også Mikael – søger oppe og nede, ude og inde efter et sted at være i tilværelsen: efter noget at leve (eller dø) for.
At læse 'Til lyden af sin egen tromme' er som at stå med en skrøbelig fugleunge i hånden og indse, at den kan flyve trods indre angreb og en verden med krig.
- Log ind for at skrive kommentarer
Mors magt, ætsende ensomhed og psykens bersærkergangstrusler sendes i stilsikker rotation i rystende og rørende roman, der bejler til grinet og eftertanken.
Gustava og Mikael er søskende, og sammen med ganske få andre er de replikholderne i Hesselholdts knugende og humor- og konsekvenskandiserede roman om liv og død.
Som i en drejebog annonceres det, hvem der har næste replik, ja, også romanens fortæller vil udtrykkeligt have ordet som ”Fortælleren”! Som en hård, humoristisk fremdriftsspecialist blander han sig i Gustava og Mikaels liv, og jeg er vild med utilregneligheden; med fortællerens anmassende ”myldermundstilstand”.
Gustava og Mikael bor begge alene og holder den komplette ensomhed stangen i hinandens nærvær, men Gustava mangler taletid, og Mikael er træt af kun at have sin søster.
Gustava er en midaldrende psykiater med livslede, nu på vej til Tromsø for at tage sit eget liv. Sådan ligger landet: ”jeg (…) sad fast til livet nede i min mors sorte hjerte, et sted hvor jeg var uønsket og ingen brød sig om mig hvis jeg ikke gjorde hvad der blev forventet [fik børn m.m.]. Mors og datters forhold beskrives gruvækkende godt af Hesselholdt: stemningsbesyngeren.
Bror Mikael, den altid oversete – dog skønt silkerobeskinnende – er rig, psykosetruet og omgivet af smukke, dyre ting i sit hjem, som han helst ikke forlader. Denne følsomme inde-eksistens er en ensom æstetiker, og i stedet for oplevelser med andre mennesker har han oplevelser med verdenslitteraturen. Især Thomas Manns Døden i Venedig optager ham i den tidsramme, romanen dækker. Smart nok er Gustava opkaldt efter klassikerens hovedperson .... Som læser er jeg heldig at have lært Mikael, den lysende skyggevandrer, at kende.
Knap så heldig føler Gustava sig over sit nære forhold til Mikael, der kan blive alt for meget. Nu vil hun være fri! Ikke mindst for at holde øje med, om Mikael bliver psykotisk, men også for sit omflakkende job- og lejlighedshoppende liv.
Men i Tromsø står en omfavnelsesparat, udstoppet lobby-isbjørn, en møgirriterende hoste og en febervildelse i vejen for Gustavas selvmordsplaner. I mellemtiden kommer Mikael takket være et afskedsbrev på sporet af Gustava på en rejse, hvis næste destination – hov, der skulle jo slet ikke have været én! – er verdenslitteraturens Venedig: vand-ædt og legendarisk. Undervejs udvikler han sig helt enormt.
Gustava – og efter afskedsbrevs-sparket også Mikael – søger oppe og nede, ude og inde efter et sted at være i tilværelsen: efter noget at leve (eller dø) for.
At læse 'Til lyden af sin egen tromme' er som at stå med en skrøbelig fugleunge i hånden og indse, at den kan flyve trods indre angreb og en verden med krig.
Kommentarer