Svaneø af Juliane Preisler

Forunderlig og foruroligende fortælling om to kvinders kærlighed på en øde ø.

To kvinder lever sammen på en ellers øde ø. Til at begynde med ånder alt fred og idyl på øen og imellem dem; solen skinner, fuglene synger og kvinderne kalder hinanden Svalevi og Svanevi og andre poetiske navne. Men man fornemmer hurtigt, at deres forhold ikke er helt jævnbyrdigt, og at den ene vil den anden mere end omvendt. Og så begynder der at ske underlige ting på øen. Døde fugle ligger pludselig udenfor deres lille hus, vel at mærke fugle, de aldrig har set på øen før. Og en dag ligger der et barn foran døren, som om hun var faldet ned fra himlen. Hun er nøgen og kan kun sige lyde.

Uhyggen, usikkerheden og utrygheden sniger sig i på de to kvinder. Noget kommer imellem dem, og der kommer sprækker i idyllen. Hvem er den lille pige? Det er som om, hun vil de to kvinder noget. Men hvad? En dag dukker også en ukendt og tavs mand op. Hvem er han? Hvad vil han? Der er kommet slanger i paradiset, og en dag er Svalevi forsvundet sammen med manden og barnet.

Juliane Preisler har sin helt egen stemme i dansk litteratur. Hun har skrevet om posedamer og pillemisbrugende prostituerede. Hun har skrevet om moderne menneskers ensomhed og fremmedgjorthed. Hun har skrevet om sorg og forkrøblede liv. Hver gang er fortællingerne skrevet med troværdighed og stor forståelse for det menneskelige sind.

Denne roman er anderledes. Mere eventyragtig, mere poetisk med strejf af magisk realisme. Er det en syndefaldshistorie, forfatteren har skrevet, eller er det en fortælling om forskellige former for kærlighed? Jeg ved det ikke, men jeg kan rigtigt godt lide romanen. Den er smukt skrevet, og nogle gange behøver man ikke forstå alting. Jeg kan godt lide de sanselige beskrivelser af både kvinder og natur, jeg kan godt lide tonen i romanen. Jeg synes, den er både forunderlig og foruroligende, poetisk og pirrende.