Sorte løgne, rødt blod af Kjell Eriksson

Stilfærdig og eftertænksom krimi, som sætter fokus på livet som hjemløs. Eriksson skiver sig fint ind i den realistiske, indignerede svenske tradition.

Dette er den ottende kriminalroman med kriminalinspektør Ann Lindell i Uppsala, og det er en spændende og ganske troværdig historie, Kjell Eriksson har skruet sammen. Vi bevæger os i hjemløsemiljøet, hvor alle lever på kanten med en trist historie i rygsækken. Som unge spillede flere af de hjemløse på et bandyhold, og den tid har, sammen med det særlige kammeratskab der udviklede sig, haft stor betydning for dem alle Nogle fra holdet har klaret sig godt, mens andre er gået til bunds. 

Ann Lindell er en dygtig efterforsker, men hun har ikke haft det store held med kærligheden, så hun lever mest for sin søn Erik. Nu har hun imidlertid indledt et hedt og stormfuldt kærlighedsforhold til freelance journalisten Anders Brant. Ann er i gang eftersøgningen af en forsvunden teenagepige, da en forhenværende bygningsarbejder findes død, så det blive Anns gode ven og kollega Sammy Nilsson, der sættes på sagen.

Det viser sig hurtigt, at Bosse, som den afdøde hedder, ikke døde en naturlig død. Han var gennem en voldsom deroute efter en arbejdsulykke og var fraskilt, hjemløs og dybt alkoholiseret. Politiet går i gang med efterforskningen i hjemløsemiljøet, hvor det kommer frem, at Bosse faktisk var på vej ud af sit misbrug og havde planer for fremtiden. Ud over at kigge hjemløsemiljøet efter i sømmene, kigger efterforskerne også på de gamle medlemmer af bandyholdet, som bl.a. tæller Anders Brant. Der er ikke meget at gå efter, men i Bosses lomme ligger et telefonnummeret, der viser sig at tilhøre Anders Brant. Det kommer som et chok for Ann, der ikke kan få fat i Anders. Hun ved ikke, at han er rejst til Brasilien og opholder sig i en slumområde, så Ann må følge sagen fra sidelinjen, mens hun har sine bange anelser.

Kjell Eriksson skiver sig ind i den klassiske, indignerede, svensk tradition, når han for eksempel lader Sammy overfuse en småracistisk visevært med ordene: ”Og det ophidser dig rigtig meget, hvad? At hun var sort og havde afrohår? Er det kun ariere, der lukkes ind i jeres lille grisebasseafdeling? ” Der er mange fine betragtninger om tilværelsen uden tag over hovedet og samfundets håndtering af de hjemløse.  Om Bosses druk siger Kjell Erikson, at Bosse havde valgt brændevinen, fordi der ikke er noget sofistikeret over den. Kun glemsel, had og fravalg af livet. Det fik mig til at tænke på Gunnar Staalesen, der udtrykke sig på præcis samme måde om Varg Veums forhold til brændevinen.

’Sorte løgne, rødt blod’ handler om menneskelige relationer, venskab og kærlighed. Den sorte løgn er den løgn, hvor man bevidst lyver for at skade andre og hermed overtræder det ottende bud. Der er adskillige sorte løgne i romanen, og der er flere ubesvarede spørgsmål, for ikke alt bliver opklaret til efterforskernes fulde tilfredshed. Men sådan er virkeligheden, og det gør Kjell Eriksson til en værdig repræsentant for den realistiske krimi. Det er alt sammen noget, man kan læse i avisen.