Anmeldelse
Natravnen af Kjell Eriksson
- Log ind for at skrive kommentarer
Henning Mankells arvtager? Ikke helt, men Kjell Eriksson er tæt på at nå samme høje niveau som Mankell i den nyeste roman.
"Natravnen" er den fjerde af Kjell Erikssons kriminalromaner, der er udkommet på dansk. Hovedpersonen i krimierne er en kvindelig kriminalinspektør, Ann Lindell, som er enlig mor i Uppsala. Hun må slås med både mandlige kollegaer og chefer, et rodet privatliv og opklaring af flere mordsager. Det begynder med, at centrum af Uppsala er blevet raseret og butikker ødelagt af hærværk og brand. Det er formodentlig en flok unge indvandrere, der har begået hærværket, og politiet frygter for gentagelser. I én af butikkerne findes liget af en ung mand, og politiet får travlt med både at opklare mordet, dæmpe urolighederne og finde en pyroman, som hærger i byen og skaber frygt. I begyndelsen af romanen virker det ikke som om der er en sammenhæng mellem begivenhederne, men langsomt bliver alle forbrydelserne opklaret, og sammenhængen bliver synlig i den meget spændende afslutning. Det er selvfølgelig Ann Lindell, der til slut opklarer forbrydelserne. Hun ser nemlig tidligt sammenhænge, som resten af kollegaerne ikke ser.
Ikke alle romanens personer bliver lige godt beskrevet, men de to mest markante personer er den unge indvandrerdreng Ali og politimanden Sammy. Ali fordi han bliver fanget i en livsfarlig jagt, selv om han bare inderst inde ønsker at leve op til moderens og bedstefaderens høje forventninger om, at han skal klare sig godt i det svenske samfund. Sammy fordi han ikke kan slippe den hårde skæbne, som tre af ofrene for en af pyromanens mordbrande får – de var tre illegale indvandrere fra Bangla’desh, som ikke fik en chance for at slippe væk. Det er i beskrivelsen af disse to personer, at bogen både bliver gribende og spændende.
Jeg læser gerne flere af Erikssons krimier – jeg synes de kvalitets- og spændingsmæssigt ligger langt over meget af det de danske krimidronninger præsterer. Samtidig drukner handlingen ikke i kriminalheltenes privatliv, men koncentrerer sig om at beskrive nogle menneskeskæbner, som vi ikke så ofte får beskrevet så levende og konkret som i denne roman.
Oversat fra svensk af Lena Krogh Bertram efter 'Nattskärran'. Klim, 2008. 332 sider.
Brugernes anmeldelser