Snagebogen af Lisa Aisato

Snagebogen er oplagt til en snak om, at ingen af os er perfekte, og at vores forskellige personligheder gør os interessante. Illustrationerne løfter bogen helt derop, hvor den bliver til én af dem, der må hives frem igen og igen.

Bag den facade, vi viser frem for omverdenen, gemmer vi alle på den, vi virkelig er, når vi er alene, derhjemme, bag lukkede døre - Eller rettere når vi tror, vi er alene, for måske er der en flue på væggen.

Billedkunstneren og forfatteren til bl.a. ’Ib er et æg’ (2014) Lise Aisato har med ’Snagebogen’ skrevet en historie på vers om en flok vidt forskellige mennesker, der mødes i en elevator. En flue sniger sig gennem sprækken, før elevatordøren lukkes, og sniger sig med videre ind bag de lukkede døre og hjem, hvor “de tror, de er alene, men jeg ser nok, hvad de gør.”

Bag de lukkede døre kommer de mest private hemmeligheder frem; direktøren sutter tommelfinger, muskelbundet føler sig ensom og lille, flere klæder sig ud i både fine og sjove kostumer, stewardessen, som altid smiler på sit arbejde, er morgensur som en drage, og Siv med halskraven er i virkeligheden ikke syg, men bare lun på sin læge. Et trekantsdrama omkring pigen Gry med de smukke, røde krøller, bliver også flettet ind; er det Henning eller Herman, der er Grys far?

Lisa Aisatos tegninger dominerer historien, de er farvestrålende og underfundige og supplerer teksten fint. Man kan bruge lang tid på at studere sjove detaljer og hele paletten af følelser. Her er udtryksfulde ansigtsudtryk, som viser bekymringen for en morgensur mor-drage, en afmægtig mine og et ret fremmed fjæs, som bogstavelig talt gemmer sig bag den smarte fyrs maske. Bogen minder mig om den franske billedbog ’Af med tøjet’ af Claire Franek, der også viser alle slags mennesker, som de er inderst inde.

Aisato har skrevet teksten på vers, og den fungerer godt. Kun et enkelt sted er oversætteren gået på kompromis for at få versene til at glide. Det er en bog, der skal læses op, og det er en bog, der skal snakkes om. Den er forrygende for både store og små, for alle kan helt sikkert genkende noget fra eget hemmelige liv, som andre ikke kender til, og det er befriende at tage en snak om de facader, vi alle går rundt med.

“Husk det, når du står i en elevator en dag,

blandt folk i slips og kjole med flot hår og god smag.

Bag facaden findes drager og parykker,

drømme, ensomhed og forelskede folk på krykker.”

Rimene og historien om den snagende flue er sjov, men illustrationerne, som heldigvis også kan læses af dem, der ikke selv kan læse, løfter bogen helt derop, hvor den bliver til en af dem, der må hives frem igen og igen. En bog, man bliver glad af!