Anmeldelse
Penelopiaden af Margaret Atwood
- Log ind for at skrive kommentarer
Hvad lavede Penelope i de 20 lange år, hvor hendes mand Odysseus føjtede rundt som kriger og eventyrer og lod sig forføre af bedårende kvinder? Margaret Atwoods bog er en moderne og underholdende fortolkning.
Sammen med Karen Armstrongs "Mytens historie" indleder "Penelopiaden" den danske udgivelse af et verdensomspændende projekt med moderne genfortællinger af myter.
Atwood giver kød og blod til Penelope, som hos Homer er en lidt anonym skikkelse, en trofast og dydig hustru, et eksempel til efterfølgelse, men også ret kedelig. Atwood viser hendes forvandlig fra materielt set forkælet, men følelsesmæssigt forsømt kongedatter, til forladt hustru, ensom i et snoldet lille kongerige. Ikke glamourøs som kusinen, den fatale Helene; men en kvinde, der vokser med opgaven, og med lige dele kløgt, list og stædighed klarer ærterne.
Fra sin bolig i Hades fortæller Penelope om sit liv henvendt til moderne læsere. Lige ud af landevejen, men med en ironisk distance. Der er alment menneskelige perspektiver i hendes beretning om en kærlighedsløs barndom, et ægteskab der vælter et stort ansvar over på hende i mandens fravær og en vanskelig teenagesøn. Dertil kommer bejlerne, der er ved at æde hende ud af huset.
Hendes beretning afbrydes med mellemrum af hendes 12 unge tjenestepiger, som Odysseus fik hængt. Et moralsk dilemma, der forfølger Odysseus og Penelope helt ned i dødsriget. De udtrykker deres forurettelse som et klassisk græsk kor, optræder i en parodi på en moderne retssag mod Odysseus m.m. Det giver tyngde til fortællingen og samtidig en ny synsvinkel på Penelope. Hos læseren opstår der en lille, nagende tvivl, om man nu også helt kan stole på Penelopes egen beretning.
Læs bogen for den gode kvindeskildring, men feministen Atwood er nu heller ikke ueffen, når hun afslører manden – Odysseus. Charmerende, men uforbederlig og totalt upålidelig. Ude af stand til at stilles ved hjemmelivet, men altid på vej ud i nye eventyr og erotiske fristelser, mens lillemor – Penelope – pænt venter derhjemme. Ganske vist gennemskuer hun manden, men hun elsker ham alligevel. Benyt samtidig lejligheden til at genlæse "Iliaden" og "Odysseen" og få dobbelt udbytte af "Penelopiaden".
Oversat af Lisbeth Møller-Madsen. Tiderne Skifter, 2005. 167sider. Kr 258,-
- Log ind for at skrive kommentarer
Hvad lavede Penelope i de 20 lange år, hvor hendes mand Odysseus føjtede rundt som kriger og eventyrer og lod sig forføre af bedårende kvinder? Margaret Atwoods bog er en moderne og underholdende fortolkning.
Sammen med Karen Armstrongs "Mytens historie" indleder "Penelopiaden" den danske udgivelse af et verdensomspændende projekt med moderne genfortællinger af myter.
Atwood giver kød og blod til Penelope, som hos Homer er en lidt anonym skikkelse, en trofast og dydig hustru, et eksempel til efterfølgelse, men også ret kedelig. Atwood viser hendes forvandlig fra materielt set forkælet, men følelsesmæssigt forsømt kongedatter, til forladt hustru, ensom i et snoldet lille kongerige. Ikke glamourøs som kusinen, den fatale Helene; men en kvinde, der vokser med opgaven, og med lige dele kløgt, list og stædighed klarer ærterne.
Fra sin bolig i Hades fortæller Penelope om sit liv henvendt til moderne læsere. Lige ud af landevejen, men med en ironisk distance. Der er alment menneskelige perspektiver i hendes beretning om en kærlighedsløs barndom, et ægteskab der vælter et stort ansvar over på hende i mandens fravær og en vanskelig teenagesøn. Dertil kommer bejlerne, der er ved at æde hende ud af huset.
Hendes beretning afbrydes med mellemrum af hendes 12 unge tjenestepiger, som Odysseus fik hængt. Et moralsk dilemma, der forfølger Odysseus og Penelope helt ned i dødsriget. De udtrykker deres forurettelse som et klassisk græsk kor, optræder i en parodi på en moderne retssag mod Odysseus m.m. Det giver tyngde til fortællingen og samtidig en ny synsvinkel på Penelope. Hos læseren opstår der en lille, nagende tvivl, om man nu også helt kan stole på Penelopes egen beretning.
Læs bogen for den gode kvindeskildring, men feministen Atwood er nu heller ikke ueffen, når hun afslører manden – Odysseus. Charmerende, men uforbederlig og totalt upålidelig. Ude af stand til at stilles ved hjemmelivet, men altid på vej ud i nye eventyr og erotiske fristelser, mens lillemor – Penelope – pænt venter derhjemme. Ganske vist gennemskuer hun manden, men hun elsker ham alligevel. Benyt samtidig lejligheden til at genlæse "Iliaden" og "Odysseen" og få dobbelt udbytte af "Penelopiaden".
Oversat af Lisbeth Møller-Madsen. Tiderne Skifter, 2005. 167sider. Kr 258,-
Kommentarer