På udkig efter Hemingway af Leif Davidsen

Eventyr, spæding og dramatik på Cuba

Der er en veloplagt melodi i Leif Davidsens "På udkig efter Hemingway". Det er en roman, der nok kan sætte gang i eventyrlysten hos de fleste. Hovedpersonen kan nærmere betegnes som antihelt end som helt – og dog. Han er faktisk lidt sej, og han vokser i den grad i løbet af romanen.

Gymnasielektor i spansk og historie, John C. Petersen, er fra Ringkøbing. Han har for nylig mistet sin kone, og det hele er gået i hårdknude for ham. John er passioneret Hemingwayfan, og for at få lidt luft tager han på rejse til nogen af de steder, Hemingway har boet og arbejdet.

I Key West i Florida falder han tilfældigvis i snak med en gammel exilcubaner, der beder ham rejse til Cuba og overbringe et brev til hans "fortabte" datter, som han gerne vil slutte fred med inden sin død. Det gør John gerne, men før han får set sig om, er han blevet præsenteret for flere af den gamle mands "venner", og det viser sig, at der er MANGE, der med skumle bagtanker kan se det fordelagtige i, at en anonym dansker og Hemingwayfan rejser til Cuba.

Da John er på hemmelig mission, og i øvrigt taler spansk, oplever vi gennem hans øjne også det Cuba, der findes bag de romantiske facader, som styret normalt tillader turisterne at se. Det er desværre ikke salsa og solskin det hele. Spændingen stiger, efterhånden som det går op for John, at han er blevet lokket ud i noget, der lang fra er så uskyldigt som det først lød. Alligevel bliver John efterhånden, af flere grunde, mere og mere tilfreds med at være der, hvor skæbnen har bragt ham hen – selv om det ikke er ufarligt.

Der er noget uhøjlidligt og charmerende over "På udkig efter Hemingway". Selv om det fra start er en lidt fjollet og teenagepige-agtig fandyrkende mission John er ude på. Så blev jeg efterhånden mere og mere glad for ham og bogen. Mennesker og bøger kan godt være spændende uden at være hårdkogte, med spejlsolbriller og håret tilbage.

Lindhardt og Ringhof, 2008. 376 sider.