Anmeldelse
Dostojevskijs sidste rejse af Leif Davidsen
- Log ind for at skrive kommentarer
Leif Davidsen var DR's udenrigskorrespondent i Moskva i 80'erne, en stilling han blev udpeget til meget mod sin vilje, da han meget hellere ville tilbage til Spanien, hvor han havde været freelance journalist nogle år tidligere. Desuden mente han ikke, at der kunne være noget særligt spændende at fortælle fra Sovjetunionen. Deri tog han meget fejl, og i bogen her har han dels samlet nogle af sine tidligere reportager i nyskrevet form, og dels skrevet om sin og hustruen Ullas rejse med skibet Dostojevskij fra Moskva til Perm i år 2000.
Der er ikke tale om en kronologisk fortælling i den forstand. Derimod tager Davidsen udgangspunkt i de byer, hvor Dostojevskij lægger til undervejs, og fortæller om personer eller begivenheder, både nutidige og fra hans udstationering.
Noget af det, der især gjorde indtryk på mig, er afsnittet om katastrofen i Tjernobyl i 1986. Dengang var jeg 14 år, og jeg husker, hvordan radio og tv dækkede alt, hvad der skete. Davidsen fortæller om dagene, hvor journalisterne i Danmark vidste mere end de udstationerede i Sovjetunionen. Myndighederne dækkede i den grad over katastrofen og udviste foragt for menneskeliv i stor stil, men sådan var det kommunistiske system ifølge Leif Davidsen, og han kommer med mange flere eksempler.
Præsident Putin fortæller han også om, og trods sin skepsis har han rosende ord tilovers for ham. Putin er kun den anden folkevalgte præsident i Rusland, og han har en fortid i KGB. Alligevel forsøger han dog at føre en demokratisk politik, f.eks. har han nedsat en rehabiliteringskommission, der skal kulegrave den blodige fortid.
Ialt 62 mio. mennesker omkom under det kommunistiske styre. Det er så stort et tal, at det er svært at fatte, og netop derfor kan man måske lettere påstå, at det ikke kan være sandt. Men Leif Davidsens bog gør det mere begribeligt, og alene derfor bør man læse den. For at forstå et system, der i den grad kunne skalte og valte med mennesker under påskud af, at de vidste bedst. Og for at forstå, hvorfor russerne i dag ikke uden videre kan gå over til et velfungerende demokrati.
En utroligt spændende bog, der ikke kan undgå at påvirke læseren.
Lindhardt og Ringhof, 2002. 305 sider. Kr 269,-
- Log ind for at skrive kommentarer
Leif Davidsen var DR's udenrigskorrespondent i Moskva i 80'erne, en stilling han blev udpeget til meget mod sin vilje, da han meget hellere ville tilbage til Spanien, hvor han havde været freelance journalist nogle år tidligere. Desuden mente han ikke, at der kunne være noget særligt spændende at fortælle fra Sovjetunionen. Deri tog han meget fejl, og i bogen her har han dels samlet nogle af sine tidligere reportager i nyskrevet form, og dels skrevet om sin og hustruen Ullas rejse med skibet Dostojevskij fra Moskva til Perm i år 2000.
Der er ikke tale om en kronologisk fortælling i den forstand. Derimod tager Davidsen udgangspunkt i de byer, hvor Dostojevskij lægger til undervejs, og fortæller om personer eller begivenheder, både nutidige og fra hans udstationering.
Noget af det, der især gjorde indtryk på mig, er afsnittet om katastrofen i Tjernobyl i 1986. Dengang var jeg 14 år, og jeg husker, hvordan radio og tv dækkede alt, hvad der skete. Davidsen fortæller om dagene, hvor journalisterne i Danmark vidste mere end de udstationerede i Sovjetunionen. Myndighederne dækkede i den grad over katastrofen og udviste foragt for menneskeliv i stor stil, men sådan var det kommunistiske system ifølge Leif Davidsen, og han kommer med mange flere eksempler.
Præsident Putin fortæller han også om, og trods sin skepsis har han rosende ord tilovers for ham. Putin er kun den anden folkevalgte præsident i Rusland, og han har en fortid i KGB. Alligevel forsøger han dog at føre en demokratisk politik, f.eks. har han nedsat en rehabiliteringskommission, der skal kulegrave den blodige fortid.
Ialt 62 mio. mennesker omkom under det kommunistiske styre. Det er så stort et tal, at det er svært at fatte, og netop derfor kan man måske lettere påstå, at det ikke kan være sandt. Men Leif Davidsens bog gør det mere begribeligt, og alene derfor bør man læse den. For at forstå et system, der i den grad kunne skalte og valte med mennesker under påskud af, at de vidste bedst. Og for at forstå, hvorfor russerne i dag ikke uden videre kan gå over til et velfungerende demokrati.
En utroligt spændende bog, der ikke kan undgå at påvirke læseren.
Lindhardt og Ringhof, 2002. 305 sider. Kr 269,-
Kommentarer