Omegapunktet af Don Delillo

Lille og velskrevet, men svært tilgængelig fortælling fra den californiske ørken, hvor den minimale handling tvinger læseren til at sætte tempoet ned og dvæle ved ordene.

Jeg har læst bogen og ved stadig ikke helt, hvad den handler om. Hovedparten foregår i et hus i ørkenen, hvor den 73-årige forsker Richard Elster opholder sig med en gæst, den unge mand Jim Finley. Han forsøger at overtale Elster til at deltage i en dokumentarfilm. De taler meget om komplekse emner, men tosomheden i huset brydes, da Elsters voksne datter, Jessie, ankommer.

Finley tiltrækkes af Jessie, men før der kan ske noget mellem dem, forsvinder hun sporløst. Romanen begynder og ender dog på kunstmuseet MoMA i New York. Her vises kunstværket ”24 Hour Psycho”, hvor filmen ”Psycho” afspilles i et tempo, så det tager 24 timer at se den. En ung, anonym mand er intenst optaget af kunstværket. 

Mange områder berøres i romanen – nogle mere flygtigt end andre – og det er svært at slå endegyldigt fast, hvad den handler om. Titlen refererer til et begreb opfundet af den franske filosof og jesuitpræst Pierre Teilhard de Jardin, som omhandler, hvordan den menneskelige bevidsthed ender i en transformation. Som Elster siger: ”Stil dig selv dette spørgsmål. Behøver vi at være mennesker til evig tid. Bevidstheden er udmattet. Nu tilbage til uorganisk stof.”

Da jeg havde læst bogen færdig, overvejede jeg at genlæse den i håbet om at aftvinge den en bestemt mening. Men jeg tror egentlig ikke, at det er muligt.

Ligesom kunstværkets langsomme afspilning af ”Psycho” tvinger beskueren til at bemærke alle detaljer, så er handlingen i romanen minimal. Der er ikke meget, som driver fortællingen fremad, så læserens fokus rettes i stedet mod detaljerne i sproget - og bogen er meget velskrevet.

Som læser skal man dog have lyst til at udfordre sig selv og gå ned i tempo for at dvæle ved ordene, hvis ’Omegapunktet’ skal være en god læseoplevelse. Hvis man derimod er til bøger med en klar handling og en mening, der er til at få øje på (uden man får ørkensand i øjnene af overanstrengelse), bør man styre uden om ’Omegapunktet’.