Katastrofisk død i nabolaget

'Den faldende mand' af Don DeLillo er en refleksion over, hvad terrorangrebet den 11. september 2001 har betydet for New York – særligt for de mennesker, der bebor storbyen til daglig.

'Den faldende mand' følger Keith, en nogle-og-tredive-årig newyorker, der arbejder i et ejendomsselskab i World Trade Center. Det gør han også den 11. september – men han er heldig og når netop ud af det første tårn, inden det styrter sammen. Såret og konfus tager han hjem til Lianne, som han ellers er i gang med at blive skilt fra, og de genoptager, i usammenhængende brudstykker, en form for samliv.

Romanen er, særligt i en ikke-amerikansk kontekst, en interessant beskrivelse og fortolkning af, hvad terrorangrebet betød for new yorkernes selvforståelse. Terrorangrebet deler, som den slags katastrofale begivenheder har det med at gøre, verden ind i et før og et efter, og derfor er romanens åbningsscene nærmest en apokalypse:

”Det var ikke længere en gade, men en verden, en tid og et rum med faldende aske og næsten nat. (…) Brølet var stadig i luften, faldets sammenkrummede rumlen. Dette var verden nu. Røg og aske kom rullende hen ad gader og drejede om hjørner, seismiske tidevande af røg hvor kontorpapir susede forbi, standardark med skarp kant strøg, piskede forbi, overjordiske ting i morgenens mørke skygge” (s. 7).

Undergangen, det katastrofale støvkaos, er i romanens struktur også en ny begyndelse, og Keiths opdukken i Liannes døråbning er en voldsom tilbagevenden fra de døde:

”Da han stod i døren, var det ikke muligt, en mand kommet ud af en askestorm, lutter blod og slagge, som stank af noget brændt, med nålespidsglimt af splintret glas i ansigtet.” (s. 85).

Keiths tilbagevenden efter terrorangrebet bliver en afgørende begivenhed, der sætter hovedpersonernes liv i relief. Men i modsætning til den traditionelle ugebladsudlægning af den slags oplevelser, hvor de bringer de implicerede tilbage til nogle oprindelige og traditionelle familieværdier med sam- og nærvær, så virker Keiths katastrofeoplevelse i lige så høj grad destruerende.

Ganske vist vender han tilbage til Lianne og har nu tid til at være sammen med deres fælles søn, Justin. Men oplevelsen gør ham også ude af stand til at fastholde menneskelige relationer, og det eneste sted, han er nærværende, er ved pokerbordet.

DeLillo er, ligesom den i Danmark mere kendte forfatterkollega Paul Auster, en ærke-newyorksk forfatter, og ligesom Auster slog han sit forfatternavn fast med en række postmoderne opløsningsromaner i 80’erne og 90’erne. DeLillo (f. 1936) debuterede i 1971 med romanen Americana og udgav herefter en roman hvert eller hvert andet år i en lang årrække, men det var først med romanen White Noise fra 1985 (da. Hvid støj, 2000), der indbragte ham den amerikanske National Book Award, han for alvor slog igennem.

Blandt senere værker kan nævnes den omfangsrige og stærkt roste 800-siders dystopi Underworld fra 1997 (da. Underverden, 1998), der beskriver 40 års USA-historie fra samfundets skæve eksistenser. Hvor Auster måske begrænser sig til det intellektuelle miljø på den amerikanske østkyst, så har DeLillo ramt anderledes bredt med sine samtidsdiagnostiske og mere kritiske romaner.

Når hverdagen vender sig
Romanens største styrke er for denne læser beskrivelserne af, hvordan terrorangrebet kommer til at determinere newyorkernes verdensopfattelse. Psykoanalysens fader, Sigmund Freud, har i et lille skrift omDas Unheimliche (1919) (da. Det uhyggelige) defineret det uhyggelige som en lille forskydning eller ændring af det, der før var velkendt og hjemligt, så det bliver ukendt og truende; på tysk har ordet uhyggelig, unheimlich, nemlig også bibetydningen u-hjemlig.

Og det er netop denne lille drejning af det hjemlige, der er meget vellykket på færde i DeLillos roman. Terrorangrebet skriver sig lige så stille, næsten umærkeligt, ind i byen og borgernes selvbevidsthed og kommer til at determinere newyorkernes verdensopfattelse.

Stillebenet i Liannes mors lejlighed er ikke længere blot en gengivelse af dåser og flasker; den mørke skygge i baggrunden fremviser, i lyset af terrorbegivenheden, et billede på de faldende tårne. Den arabiske musik, der spiller uafbrudt fra en af de andre lejligheder i Lianne og Keiths opgang, er ikke blot støj, men en evigt enerverende og konstant truende påmindelse om det kultursammenstød mellem den arabiske og den vestlige verden, som flyangrebet repræsenterede.

Denne gang falder tårnene
Det mest skræmmende element i romanen er måske fremmedgørelsen i forhold til Liannes og Keiths søn, Justin. Angrebet inficerer hans leg med et søskendepar, der bor i en bygning med udsigt til himlen over Central Park. Børnene låser sig inde på søskendeparrets værelse med en kikkert og scanner himlen for fjendtlige fly, mens de fører samtaler om og med en vis Bill Lawton, som Justin nødtvungent fortæller sine forældre under et aftensmåltid:

”’Hele ideen,’ sagde han og snerrede ordene tydeligt og udfordrende, ’er at han [Bill Lawton] siger noget om flyene. Vi ved de kommer fordi han siger at de gør det. Men det er alt hvad jeg har lov til at sige. Han siger at denne gang falder tårnene.’
’Tårnene er faldet. Det ved du godt,’ sagde Lianne blidt.
’Næste gang, siger han, så falder de rigtigt.’” (s. 99).

Justins indelukkethed gestaltes på skræmmende vis, og han bliver et fremmed og næsten truende væsen, som forældrene ikke forstår. Hans ellers uskyldige dille med udelukkende at tale i enstavelsesord får et skær af uhygge over sig, når han begrunder det med Bill Lawtons ordre, og forholdet mellem forældre og barn er præget af uforståelighed.

Hvor Justins barnlige overlevelsesstrategi er at benægte og dernæst forebygge for at afværge katastrofen, så er hans mors handlinger stik modsatte: Hun vil tale om det og forholde sig til det. Lianne styrer en skrivegruppe for begyndende demente; en aktivitet, der på forhånd er dømt til at gå tilbage og skrumpe ind i takt med den mentale formåen hos deltagerne.

Forsøget på at fastholde erindringen bliver essentielt og livsnødvendigt for Lianne, men hun må indse, at både for de demente, der ellers har gode oplevelser med skrivegruppen, og for hendes medmennesker i det hele taget synes livet at smuldre væk mellem hænderne på dem.

Rosellen S., en af skrivegruppens deltagere, oplever en dag ikke at kunne finde hjem; og hele skrivegruppens tiltagende demens spejler rådvildheden hos romanens figurer. Romanen emmer i det hele taget af refleksioner over erindring og glemsel. Hvordan husker man? Hvordan glemmer man?

Hvor falder man hen, når man falder?
Titlens faldende mand er selvfølgelig Keith, der ikke kan finde ro og retning efter terrorangrebet; men den refererer også til en bizar performancekunster, der dukker op i tiden efter flyangrebet. Hans kunststykke er at lade sig falde ud fra hustage og jernbanebroer – forsvarligt forankret med tov til at holde ham, men i skjorte og nydelige bukser, så han genkalder springet fra de kontoransatte, der kastede sig ud fra World Trade Center, inden de to tårne styrtede sammen.

Performancekunstnerens optræden er en massiv, ubehagelig og kropsligt pågående erindring om de mennesker, der omkom i angrebet, og det er et absurd optrin, der klinger i tråd med de andre ubehagelige hverdagsforskydninger i romanen. Samtidig giver de også fortællingen et metarefleksivt lag: Hvordan kan kunst og litteratur reflektere over den slags katastrofale begivenheder? Kan det give mening at fortolke dem, eller skal man, som både performancekunstneren og DeLillo forsøger, fremvise og blotte den kødelige essens af, hvad der skete, og så lade beskueren og læseren om fortolkningen?

DeLillo er væsentligt mindre ironisk og sprudlende i denne roman, end han er i fx. End Zone (ÅR), og sine steder kører romanen i en dialogisk tomgang, det måske er svært at finde interessant, hvis ikke man selv var på Manhattan den 11. september 2001. Sidehistorien med beskrivelser af én af flykaprernes liv op til angrebet er for mig at se også mindre fungerende og lettere fortænkt. Når romanen alligevel er anbefalelsesværdig, så er det, fordi den i sin tilstræbte, men roman-komponerede hverdagsrealisme giver et bud på, hvad katastrofisk død i nabolaget gør ved mennesker.

Af Anne Kirstine Munk, Cand. Mag.