Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom af Jan Sonnergaard

20 kapitlers nedtælling til menneskehedens selvdestruktion i vægtig romandebut.

Jan Sonnergaards første roman bevæger sig ikke langt væk fra hans tre novellesamlinger. Skildringen af samfundets råddenskab er stadig i højsædet, og samfundskritikken strømmer ud mellem linjerne.

80’ernes håbløshed med atomtruslen hængende som en sort sky over hele verden beskrives igennem en flok studenter årgang 82. Den overordnede fortæller er Jan (måske Sonnergaard), først subjektivt beskuende siden svævende og allestedsnærværende. Han forekommer lidt personlighedsforladt, veg og usynlig, hvilket dog understøtter hans rolle som fortæller glimrende. Set gennem Jans øjne møder man blandt andet Iben, den søde pige, som Jan er forelsket i; Strudesen, rigmandsbørnenes dj og drug dealer; velhaverne Allan, Pilehøj, Beef og Bjerregaard-Nissen, der vælter sig i Rolex-ure og modeller; Axel der prøver at passe ind – men han kommer jo fra Lolland-Falster! Desuden er der mandeæderen Tina; Anne-Mette der skærer i sig selv og ikke mindst Vilhelm Funk. En lille mandsling, en maskot for tidens ambivalens og rodløshed.

Romanen beskriver en slående ligegyldighed med fremtiden fremprovokeret af en blanding af atomtrussel og stoffer. Der skal leves i nuet som om i morgen ikke eksisterer. Yuppier, bz’ere, punks og autonome kæmper mod hinanden, men i en scene, hvor en flok yuppier plejer omgang med en punker resulterer det i denne reaktion fra omgivelserne: ”Én ting var det der med at pigerne dansede topløse på sofaerne, og at opkomlingene sniffede coke offentligt med tusindkronesedler. Det var vulgært og ubehageligt, men på en eller anden måde var det også banalt og forudsigeligt og derfor meget vittigt….”…” Men denne blatante og demonstrative forbrødring med det aller-allerlaveste udskud var så ækelt at overvære, at flere af caféens gæster gik deres vej i protest. Det var jo en undergravning af alle værdier.”

Fortællestilen er kaotisk og til tider hæsblæsende, og historien, der fortælles, er ret negativt ladet. Fakta om atombomben, historisk som teknisk flettes behændigt ind i historien, og man forbløffes som altid over menneskehedens magtliderlighed og evne til at destruere liv.

Men der er dog stadig små oaser af ”menneskelighed”. Det er en absolut fantastisk og tankevækkende roman, og jeg kan forestille mig at den bliver en fast del af pensum på danske gymnasier.