Bog

Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen

Af (
2003
)

Anmeldelse

Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen af Jan Sonnergaard

13 okt.03

Ondskab, vold og dyre årgangsvine er der en del af i Jan Sonnergaards novellesamling med den besynderlige titel "Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen".

Den er kanongodt skrevet og et absolut "must", når man har nydt de to første bøger i trilogien: "Radiator" (1997) og "Sidste søndag i oktober" (2000).

Jan Sonnergaard er nu kommet smukt rundt om det danske samfund. Fra underklassen, indvandrerne og de arbejdsløse i "Radiator", over middelklassen i "Sidste søndag i oktober" til den absolutte overklasse i "Jeg er stadig bange for ...". Og Sonnergaard HAR altså fået ideen før filminstruktøren Per Fly - ham med "Bænken" og "Arven"!

Titelnovellen handler om en fyr, der en dejlig sommeraften vælger at tage med den karismatiske Caspar Michael Petersen til fest i stedet for at holde studentergilde. Han kommer til at fortryde det bitterligt, da aftenen løber løbsk og ender katastrofalt (her skal ikke røbes på hvilken måde). Der er mange ligheder mellem Caspar Michael Petersen og Patrick Bateman fra "American Psycho", men her er det "offerets" tanker, vi følger. Han, der stadig 15 år efter ikke kan få hændelsen ud af hovedet. Han, der plages af skyld over ikke at have grebet ind over for en kriminel handling, mens han, der har udøvet handlingen, Caspar Michael Petersen, går fri af både straf og skyld.

Men ikke alle novellene er lige voldelige. Den første novelle, "Formel B", er ond på en ganske anden måde. Efter er syrligt skænderi med veninden på en restaurant vælger hovedpersonen at foretrække selskabet af en Riesling til 36.000 kr for en halv flaske fremfor veninden. Efter at fyren har fået sin vin, slutter novellen med sætningen: "Det er skønt. Roen sænker sig. Og velbehaget. Der er orden". Skræmmende tanke, når man tager i betragtning, at han lige har kasseret et menneske!

Sonnergaard har om nogen stået som repræsentant for 90’er-litteraturen. Det er, som om han har ramt noget rigtigt i tiden. Og han holder stadig i det første årti i det nye årtusinde!

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
24575241
ISBN
9788702016734
Antal sider
265

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer