Konsekvenserne taler vi om i morgen

Alle sider af Jan Sonnergaard får lov at komme til orde i udsøgt samling af artikler, kronikker, en vanvittig føljeton og en tankevækkende novelle.

I 2016 døde Jan Sonnergaard. Alt for tidligt. Han blev 53 år, hvilket jo ikke er prangende, men dén, som har sat sig uudslettelige spor, dør vel i en vis filosofisk forstand aldrig.

Sonnergaards spor er af sproglig og litterær karakter, og de fleste vil sikkert først og fremmest huske ham for værkerne ’Radiator’, ’Sidste søndag i oktober’ og ’Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen’. Og for hans stemme i den offentlige debat. Og det er den stemme, der for alvor får ørenlyd i denne samling af artikler og kronikker samt en enkelt novelle og en syret, sindssyg og spidende føljeton. Alsidigt – og alligevel meget Sonnergaard´sk hele vejen igennem.

Det er Lars Sonnergaard (bror til Jan) og Kristian Himmelstrup, der har udvalgt teksterne til denne samling, som bærer titlen ’Konsekvenserne taler vi om i morgen’. Titlen er hentet fra artiklen ’Moralens årti’, som blev trykt i Aktuelt den 30. december 2000. Her tilkendegiver Sonnergaard sin mening om den politiske og samfundsmæssige tilstand. Not good – og så har jeg ikke sagt for meget.

I det hele taget er Sonnergaard ikke nærig med sin kritik. Og injuriesager frygtede han ingenlunde. I et interview til Politiken i 2000 kaldte han et par fremtrædende medlemmer af Dansk Folkeparti for ”landsforrædere”, hvilket de på deres side ikke ville finde sig i, og det kom der så en sag ud af. Hvis udfald i øvrigt blev Sonnergaards frifindelse. Noget der ligner ’En slags undskyldning til Dansk Folkeparti’ kan man læse i artiklen af samme navn, hvor stort set samtlige politiske partier i samme ombæring bliver skoset. Også det litterære parnas og universitetets magtmisbrug og sammenspisthed giver Sonnergaard velvalgte ord med på vejen. Blandt flere andre, som også kan trænge til en opsang. Ungdommen for eksempel.

I lyset af ovenstående kunne man måske fristes til at spørge: Var Jan Sonnergaard da bare en sur (ikke særlig) gammel mand? Nej, overhovedet ikke – skal man dømme ud fra denne tekstsamling. Med åbne arme og åbent hjerte tager han imod de europæiske storbyer, han besøger og beskriver i de fem artikler, der er samlet under afsnittet ’Om at rejse’. Og med næsten barnlig begejstring beretter han om måltider (i sine madanmeldelser), og henrykt er han i sin hyldest til alt det dejlige sprut og øl, man kan nedsvælge op til flere steder i vores hovedstad. Et besøg i Georgien kaster en rørstrømsk tale af sig, som det så smukt er beskrevet i artiklen ’Lad os for en gangs skyld være højstemte’, og endelig er man ikke et øjeblik i tvivl om Sonnergaards kærlighed til litteratur og musik - eller i hvert fald store dele af disse to mægtige områder.

Endelig må jeg fremhæve Sonnergaards særegne sprog, der er så rigt, distingveret, fandenivoldsk, lige-på-og-hårdt, morsomt og … Lyder det modstridende? Nå, men det er det ikke. Sonnergaard favnede det hele, hvilket denne samling af tekster beviser.