Jan Sonnergaards novelletrilogi, som startede med 'Radiator' i 1997, er netop afsluttet med 'Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen'. Vi har spurgt forfatteren om hans forhold til kritikere og Brett Easton Ellis.
'Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen' - Hvordan er du kommet på den titel?
"Det er såmænd ganske enkelt. Jeg mente, det var den bedste novelle i bogen (næsten), og da jeg var færdig med samlingen, mente jeg, at der over alle historierne lå et tema af angst overfor noget, der forlængst var ovre. Og så var det dog ikke alligevel. Det samme tema ligger i "Spøgelset på Ottmachauer Steig" og i f.eks. "Ned til søen med Flemming og hans pumpgun".
I rigtig mange historier stillede min målsøger sig ind på det forgangne, og derfor syntes jeg, det ville være en god idé at formulere dét overfor læserne allerede i titlen."
De fleste anmeldere var begejstrede for 'Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen', men Lars Bukdahl kom lidt malurt i bægeret ved at beskrive den som "selvfad og dybt unødvendig". Hvordan har du det i det hele taget med kritikere?
"Generelt har jeg det med kritikere som alle andre forfattere: Hvis de roser os, synes vi, de er ufatteligt indsigtsfulde og intelligente og begavede. Hvis de kritiserer os, er de platte, dumme og uforstående. Sådan er det, og sådan må det også være. Kritikeren skal og bør ytre sin personlige mening om en bog. Om det så passer forfatteren eller forlaget, er i den forbindelse ligegyldigt.
Hvad angår lige præcis Bukdahl er det så et spørgsmål, om han egentlig er objektiv. En ting er, at han hver gang hylder tekster af og fra Forfatterskolen, Øverste Kirurgiske og Jens Blendstrup. Som alle andre kritikere har Bukdahl naturligvis lov til at hylde det, han holder af, og skose det, han hader - men desværre er han jo inhabil, idet han roser tekster fra f.eks.:
- Forfatterskolen (som han har en økonomisk interesse i, idet han er ansat på stedet og er medlem af "bestyrelsen")
- Øverste Kirurgiske (hvis - iøvrigt ofte glimrende - arrangementer, han gerne deltager i mod betaling)
- Jens Blendstrup (som han ikke alene har læst på universitetet med, men også gået i gymnasiet med, og som han ikke alene har gået i folkeskolen med, men også har gået i børnehaven med, og som han ikke alene har gået i børnehaven med, men også er vokset op med på den samme vej i Risskov i Århus).
Så for at besvare jeres meget relevante spørgsmål: Jeg tager imod kritik med bøjet nakke, hvis den er negativ. Jeg accepterer den også, hvis den er positiv.
Men i al fredsommelighed mener jeg, at Weekendavisen har et stort troværdighedsproblem, sålænge Klaus Wivel troskyldigt tillader Bukdahl at have så mange hatte på hovedet, som han har (pt.!)."
Titelnovellen har ligheder med Brett Easton Ellis' American psycho. En psykopatisk hovedperson, der lever i en overfladisk yuppietilværelse fyldt med perverteret sex og vold. Har Ellis inspireret dig?
Det er sjovt, at det altid er Ellis, der kommer op som inspiration for nye danske forfattere. Ellis var god, bevares, han var også meget god. Men hvor var det lige præcis, han var god? Efter min mening var det dér, hvor han lod konkrete, fysiske TING få betydning for fortællingen: Sko, pizzaer, vin mv. Hér havde Ellis 100 % ret. Hvis man skal skrive en samtidshistorie, kommer man ikke udenom også at inddrage den ufatteligt store mængde af TING, vi 2000-mennesker lægger så stor betydning i, og som vi bruger så meget.
Men var det nu lige netop Ellis, der opfandt dét trick ... vist ikke. Marcel Proust opfandt vist nok i virkeligheden dette trick, og hvis jeg skal anbefale nogen at læse noget om TING, må det være: Proust. Ikke mig, ikke Ellis, ikke nogen... men "På sporet af den svundne tid". Eller måske Perec, eller den tidlige Peter Handke.
Da du udgav 'Radiator' i 1997, vidste du da, at det var starten på en novelletrilogi - og hvorfor valgte du novelleformen?
Mit udgangspunkt for overhovedet at udgive noget i ´97 var at gøre et forsøg på at ramme min samtid. Men er virkeligheden særligt sammenhængende idag? Mit svar var nej - og netop derfor var novelleformen så oplagt. Virkeligheden opleves ofte som brudstykker nu om dage. Vi oplever ikke virkeligheden som noget konstant, kunne man sige, så derfor måtte mit projekt være: Små historier, som afspejler den aktuelle virkelighed, deriblandt også historier som i den sidste samling, som afspejler, hvorledes fortiden (i nogle tilfælde) påvirker al fremtid.
Så: Ja! Novelleformen var for dette projekt det eneste mulige, hvis jeg skulle beskrive det, der skete her og nu. Der ér ikke en rød tråd i Danmark pt.
Novellegenren er iøvrigt fortræffelig. Det var på tide at hylde denne fortrinlige genre med en trilogi. Trilogien er jo normalt poesiens eller romanens privilegium. Det er en skam, der ikke er blevet skrevet flere!
Er det forskellige temaer, du har villet afprøve i hver af dine novellesamlinger?
Selvfølgelig er der det. Der er iblandt de ialt 31 fortællinger f.eks. rammefortællinger, forsøg med utroværdige fortællinger, meta-fortællere og forsøg med deciderede antifortællinger ("Onsdag formiddag hos Annette", f.eks.)
Når man snakker 90’er-litteratur, vil dit navn uvægerligt dukke op. Hvordan har du det med at stå som repræsentant for litteraturen i et årti ?
Det har jeg det fint med. Så længe de andre også kommer med i kanon: Aidt, List, Jessen, Rønnov-Jessen, Staun osv.
Hvilken bog ville du ønske, du havde skrevet?
Ingen. Mestrene skal ikke opfordre til epigoneri - de skal være forbilleder.
Foto: Morten Holtum, 2015
Kommentarer