Gamle historier

Jan Sonnergaards seneste novellesamling er en sær blanding af pebernødder og finere fransk madkunst. Det velsmagende fylder dog mest.

’Gamle historier’ er 15 fortællinger skrevet af Jan Sonnergaard fra 1990 til 2008. Fortællingerne stritter i mange retninger, både hvad angår form, indhold og kvalitet. Hele novellesamlingen er dog krydret med velkendte Sonnergaard’ske ingredienser: Café Olfert Fischer, altruisme joints, virkeligheden (?) og andre sælsomme elementer går igen i samlingen, der overordnet set byder på masser af lækkerier.

Formmæssigt har hver historie sit eget udtryk. Nogle er novellistiske, andre essayistiske og andre igen, som ’Snapshots fra en storby’, virker som uddrag fra en selvbiografi (som vist i virkeligheden er en forræderisk autobiografi). Indholdsmæssigt går der en tumultarisk bevægelse fra det finlitterære (intertekstuelle referencer til Walter Benjamin, dekonstruktion osv.) til det decideret banale.

Heldigvis fylder de gode historier langt mere end de ikke så gode. ’Morbror Leif’ er uvedkommende og plat, ’Kvinden nedenunder, hér, ovenover’ må også henregnes til kategorien ”pebernødder for børnene”, men hovedparten af historierne er fine og veldrejede. ’Da kærligheden kom til pastoren’ – der har fået stemplet ”bonushistorie”, da hverken Politiken eller den Blå Port (!) har turdet udgive den – handler om, hvordan selveste Krarup fra Dansk Folkeparti ryges vind og skæv og ender med at forelske sig i en sigøjnerkvinde med (hold fast) MØRK hud! Genialt, hylende morsomt og frækt!

Historierne, som tager stof fra virkelighedens politiske spørgsmål, fremstår i det hele taget som de mest vellykkede, som ”finere fransk madkunst”. En sådan er ’Samtaler med en gravhund’, der handler om litteraturens (flygtige) forbindelse til virkeligheden, politik, etik, til her’et og nu’et. Novellen er et statement om forfatterens etiske fordring, dvs. forfatterens pligt til at inddrage virkeligheden i litteraturen. På den måde er Sonnergaard med i en art post-post-(post?)moderne bevægelse (Skinnebach skriver også om miljø og politik), der peger væk fra kunsten for kunstens skyld.

Overordnet set fylder de gode historier langt de fleste af siderne i novellesamlingen. I enkelte tilfælde skinner det dog igennem, at forlægget har været bestillingsarbejde. Derudover, hvis jeg nu skal være meget kritisk, virker samlingen som en så heterogen blanding af humor og tragedie, at man må stille spørgsmålet: ”Hvorfor udgive denne samling historier i én bog, når de nu er så forskellige?” Det er lidt som at udgive en kogebog med opskrifter på pebernødder side om side med fransk madkunst.