10 noveller hvor de gennemgående figurer er de ensomme ofte vrede resignerede mænd, der ikke er helt så unge længere.
Af bibliotekar Helle Laursen
Radiator indeholder 10 noveller. De gennemgående figurer er de ensomme ofte vrede resignerede mænd, der ikke er helt så unge længere. De lever på livets skyggeside, isolerede på samfundets bund. Vi har den langtidsledige, der må klare sig igennem livet på et eksistens-minimum med fedme og bajere som følgesvend. Der er evighedsstudenten, der endelig får afleveret sit speciale, som han kun lige består med en dårlig udtalelse, en kæmpe studiegæld og ingen udsigt til et fast job. Vi møder også den ensomme og konstant skæve og alkoholiserede bartender, der møder Lotte eller gør han? Eller er hun bare en lækker dagdrøm, der er steget op fra sprit-tågerne.
Glem bonderøven og de glade kærestepar
Storbyens mennesker skildres som ensomme, de forsvinder og bliver væk og ingen vil savne dem. De flygter ind i værtshusets mørke hule, og lader sig opløse i druk eller lader deres magtesløshed komme til udtryk gennem meningsløs vold. Der er ikke meget varme og kærlighed mellem de personer, der optræder i novellerne. I flere af novellerne er det den rå ondskab, der stikker sit hoved frem. Som i novellen ”Polterabend” der ender med vold og død.
Eller som i novellen ”Tyveri” hvor en gruppe unge mænd drager hærgende, drikkende og vilde gennem byen på en ordentlig druktur. Her skal intet stå i vejen for deres dag. De føler sig rige – alle overførselsindkomster er udbetalt, SU, studielån, §43 og banklån – nu skal den have fuld gas. De skal bare have det sjovt og helst på andres bekostning. De vil hævne sig på hele det etablerede Danmark. De føler sig på toppen og har overskuddet og håneretten, også selvom de egentlig kommer fra samfundets bund, men oprøret varer kun en dag.
København by night
Der drikkes igennem. Livet leves på værtshusene, hvor der ryges, drikkes, råbes og der er også en bane til næsen af og til. Drukturene tager overhånd og kan beskrives som overspringshandlinger. I stedet for det at se sig selv i øjnene drikkes dagene og livet væk. Det er for svært at finde ud af livet, det er uoverskueligt, det er noget lort.
For hvordan skal han komme videre, den ensomme, forgældede mand? Der er ikke meget håb for de personer, som Jan Sonnergaard fortæller om. Han beskriver livet i hovedstaden i begyndelsen af 1990’erne, hvor virkelighedsopfattelsen var hallucineret – også når man ikke var påvirket. Men det var ikke en positiv rus. Han skildrer en by og dets mennesker i en virkelighed, der som han siger ”var mere en parade af ikoner. Virkeligheden blev forstået som tv-serier. Folk begyndte at tage fuldstændigt fiktive begreber alvorligt. Jeg mener - ’et samtalekøkken’ – hvad fanden er det for noget. Man må da regne med at folk taler med hinanden, hvis de bor sammen”. Politiken 29.03.2003.
Livet på kanten
Jan Sonnergaard skriver med en social indignation, der er gemt under en delirisk og fin sans for præcis satire, i et sprog der dirrer af rapkæftet harme, had og raseri. Hans personers sindstilstand svinger mellem mindreværd og resignation. Det er deres frustrationer Sonnegaard formidler i et sprog, der er aggressivt, hurtigt og morsomt. Han skriver i rablende talestrømme, der får de rå miljøskildringer til at glide ned hos læseren.
Det er livet fra udkanten af byen, ydre Nørrebro, nordvest med Fakta og Netto som genkendelige fixpunkter. Det er livet med masser af bajere og cocktails, med personer der bander og boller og i en storby hvor vold, had og aggression ligger lige under overfladen. En by befolket med nasserøve, tabere, hyklere og krystere. Det er livet på kanten af samfundet. Det er realisme og det er pakket godt ind.
Forfatter information:
Jan Sonnergaard blev født i1963 og er cand. mag. i litteraturvidenskab og filosofi. Han debuterede med novellen Imitation af Lacoste i 1990 i antologien Begyndelser. Derefter fulgte i 1997 Radiator første bind i novellesamlingen, andet bind Sidste søndag i oktober kom i 2001 og i 2003 kom tredje del Jeg er stadig bange for Casper Michael Petersen.
Han har siden skrevet artikler til aviser arbejdet journalistisk til forskellige medier samt skrevet teaterstykket Liv og død på Café Olfert Fischer 2006, der blev opsat på det københavnske teater Kaleidoskop.
Kommentarer