Olavs drømme af Jon Fosse

Fantastisk, lille roman om at ville det gode og om at være magtesløs. Olav vil købe en ring til sin elskede, men fortiden ånder ham i nakken. Og kan man gøre sig fri af fortidens synder?   

Jon Fosse, norsk forfatter og dramatiker, er blevet belønnet med Nordisk Råds Litteraturpris 2015 for sin trilogi ’Andvake’, ’Olavs drømme’ og ’Kveldsvævd’. Og denne fuldt fortjente cadeau er samtidig et bevis på, at stor litteratur med både tyngde og dybde ikke behøver at være omfangsrig i fysisk forstand. Alle tre romaner er undselige at skue, men indeni folder sig en verden ud, som det kun er muligt at mane frem, hvis man besidder Fosses tveæggede evne til dels at økonomisere med ordene og dels at finde netop de ord og begreber, som får scenen til at træde så tydeligt frem for læseren. Det er rystende og frydefuldt i én og samme bevægelse.

I trilogiens første bind ’Andvake’ kunne læseren møde det unge par, Asle og Alida, mens de i kulde, regn og mørke gik rundt i byen Bjørgvin for at finde både et hjem og et arbejde. Alida var på daværende tidspunkt højgravid, og referencen til en vis hellig begivenhed var til at tage og føle på.

I ’Olavs drømme’ er det atter de to unge mennesker, der er i centrum, men nu bærer de ikke længere navnene Asle og Alida, men kalder sig der imod Olav og Åsta. Og hvorfor mon det? Ja, uden at afsløre mere end godt er, kan man roligt sige, at Fosses præcise pen ikke overlader noget til tilfældigheder. Og naturligvis handler det om, at de – på Olavs initiativ – ikke ønsker at blive genkendt. Olav bærer nemlig på en synd, der ikke lader Dostojevskijs Raskolnikov fra ’Forbrydelse og straf’ noget tilbage at ønske. I lighed med sin russiske litterære lidelsesfælde, har Olav (der altså dengang hed Asle) ikke handlet i udtalt ondskab – han har handlet som et menneske i afmagt.

Olav vil købe en ring til Åsta, og han forlader derfor hende og deres søn Sigvald for at gå til Bjørgvin. Men allerede på vejen dertil møder han den første forhindring i form af en gammel mand, som mener at kende hans rigtige navn, og som ydermere påstår, at Olav har mord på samvittigheden. Lige meget hvor ihærdigt Olav prøver at ryste manden af sig, er han altid der, hvor Olav er, og man fornemmer instinktivt, at Åsta måske vil få ret i sin forudanelse om, at Olav ikke vender hjem fra Bjørgvin igen.

Der er en understrømmende stemning af regulær gyserfilm tilsat et stænk eventyr af den grusomme, Grimm´ske slags. Det er ét langt åndedrag, (punktummer går man forgæves efter her), og det hele er næsten ikke til at bære. Og alligevel bærer man det jo – for Fosse forener det sørgelige og skønne i denne notorisk nordiske noir.  

Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.