Øjensamleren af Sebastian Fitzek

Intelligent krimi om jagten på og flugten fra en seriemorder. Hvad kan man regne med, og hvem kan man stole på? Nedtællingen er begyndt til et godt gys!

Det er en lidt særpræget form for modtagelse, der venter én, når man åbner 'Øjensamleren' – sidste nye gys fra den tyske krimiforfatter Sebastian Fitzek. Bogen indledes nemlig med en epilog, hvilken man jo først ville forvente at støde på til sidst. Og heri rådes man sågar til endelig ikke at læse videre!

Ydermere er bogens første sidetal 401, og herfra tælles der så nedad. Og dette skal ta´s ret bogstaveligt, for 'Øjensamleren' er én af den slags krimier, hvor helten er kastet ud i et hæsblæsende kapløb med tiden, og det altafgørende bliver naturligvis, om han når det, han skal nå. Og dog: Så simpelt er det nu ikke helt i dette tilfælde.

Hovedpersonen Alexander Zorbach er tidligere betjent. Efter en traumatisk hændelse ernærer han sig nu som journalist, og i den forbindelse hvirvles han ind sagen om seriemorderen "Øjensamleren", der meget opfindsomt har fået dette tilnavn, fordi han fjerner sine ofres venstre øje.

Øjensamlerens koncept lyder som følger: Slå moderen ihjel og kidnap barnet. Giv faderen 45 timer og 7 minutter til at finde og befri barnet – og hvis det ikke lykkes: Slå barnet ihjel og fjern det venstre øje.

Og hvorfor så det? Læs og forstå.

Zorbach opsøges af en synsk – men dog fysisk blind! – kvinde, som hævder, at hun kan ”se”, hvad Øjensamleren har gjort. Og med dette trumfkort, som måske viser sig at være en forbandelse, i ærmet, kaster Zorbach og den synske Alina sig ud i deres egen jagt, som for Zorbachs vedkommende er kombineret med en flugt, da politiet efterhånden har ham som hovedmistænkt. Og minutterne tæller ned – præcis som bogens sidetal. 

Fitzek skriver det, jeg ynder at kalde intelligente krimier, hvilket skal forstås på den måde, at man som læser udfordres – og med jævne mellemrum kan man sågar føle sig hægtet fuldstændig af! – men hos Fitzek er man i helt trygge hænder: Der er ingen løse ender, når bogen lukkes og man med gåsehud og hvide knoer tænker: ”Det er sgu godt fundet på!”

'Øjensamleren' er lige så læseværdig som både 'Terapien', 'Sjæleknuseren' og 'Splinten' - gør dig selv en tjeneste og læs dem alle fire.