Nye balancer : handicapdigte

Caspar Erics handicapdigte oser af vrede, frustration og kunstnerisk begavelse og manifesterer digteren som en brændende fakkel i et tomt rum.

”At være spasser er at leve i ensomheden”. Således står der i et af de første digte i ’Nye Balancer’. Caspar Eric lever selv med cerebral parese, som i folkemunde også kaldes spastisk lammelse. Dette værk har fået undertitlen eller genrebetegnelsen ’Handicapdigte’ og må siges at være Erics mest manifestlignende værk til dato.

Værket består primært af klassiske Caspar Eric-digte, som med hans talesproglignende digterstemme fører os ind i hovedet på ham selv, når han tvivler på, om hans kæreste vil blive hos ham, hvis hans fysiske tilstand forværres, eller når han mindes turene til hospitalet som barn. Derudover er der indimellem nogle mere prosalignende tekststykker, som emmer af vrede, frustration og et ønske om at ville bruge sin stemme politisk. ”Det er ikke mit handicap/jeg slås med/men verden omkring mig”

Èn ting er at være et menneske, som skal kæmpe med flere fysiske skavanker end andre, at være et menneske med en anderledes krop. Noget andet er den kamp, som det tilsyneladende er at skulle kæmpe for at blive set og hørt og blive taget alvorligt som menneske, både på trods af og på grund af sit handicap. I prosateksten 'Et bud på en hurtig filmhistorie' står der: ”Jeg er nogens ven eller søster eller bror eller søn eller ham den mærkelige ude i periferien. Og det viser sig, at jeg faktisk også er et menneske", og den indsigt markerer et dramatisk skift for hovedpersonen.

’Nye Balancer’ er, lige som Erics andre værker, både selvudleverende, spydig og humoristisk. Erics jordnære poetiske stil er på én gang forfriskende usnobbet og på samme tid overraskende rørende. Flere passager går direkte i maven, fordi de italesætter den ulighed eller ignorance, som samfundet og systemet har overfor mennesker, som er født med anderledes kroppe. 

”Det som nogen kalder luksus, er andres nødvendighed. Jeg beklager den konstante skæren ud i pap, men det er jo ikke fordi de seneste 128 års kulturhistorie har efterladt særlig meget at plante sit håb i. I det mindste er jeg ikke hovedattraktionen i et cirkus eller buret inde i tivoli mere, hvor folk er kommet for at se freaken, så tak for det, så længe det varer.”

Caspar Eric formår at forbinde de mest spydige humoristiske afsnit med mavepustende alvor, og det er faktisk lige dér, i spændingsfeltet mellem humor og alvor, at Eric er allerbedst. Med ’Nye Balancer’ manifesterer Caspar Eric sig som en brændende fakkel i det tomme rum, hvor samtalen om og repræsentationen af handicappede mangler.

Ligesom Glenn Bech italesætter Caspar Eric den systemiske og følelsesmæssige ulighed, der er ved at være født med sværere betingelser end gennemsnittet. Verden forekommer at at være klar til den slags mavepustere, specielt hvis det krydres med Erics kunstneriske begavelse.