Mord på kostskolen

Spændende og velskrevet krimi sætter kostskolelivet under lup med mord, hemmeligheder, tragedier og et interessant persongalleri.

Kostskolelivet er i vælten i disse dage, hvilket man får syn for i pressen, hvor Herlufsholm Kostskole er i søgelyset. Kostskoleårene kan være en spændende og dejlig tid for et ungt menneske, men også nogle hårde og ubarmhjertige år. Problemstillingen behandles i Jan Guillous semibiografiske roman Ondskaben og nu også i Lucinda Rileys nyeste skud på stammen; en krimi hvor omdrejningspunktet er en engelsk kostskole.

’Mord på kostskolen’ er rent faktisk en af Lucinda Rileys første romaner, skrevet tilbage i 2006 men aldrig tidligere udgivet. Det er Rileys eneste krimi, og den skulle efter planen have været udgivet, når hun var færdig med serien om de syv søstre. Lucinda Riley døde dog desværre alt for tidligt i 2019 og derfor nåede hun aldrig så langt. Nu udkommer den med god hjælp fra hendes søn, der også er primus motor på at få afsluttet 'De syv søstre'.

Fornemmelsen man får, når man læser denne krimi er en god blanding af Barnaby og Lynley tilsat en snert af Agatha Christie. Stemningen er umiskendeligt engelsk, og bogens opbygning er klassisk whodunit med en jævnt stigende spændingskurve og et fyldigt persongalleri. En gammel kostskole i Norfolk danner rammen om en mordintrige, der er behændigt spundet af en kompetent forfatter.

Én af de ældre elever i Fleat House på Skt. Stephens Skole, Charlie Cavendish, findes død på sit værelse. I første omgang anses dødsfaldet for en tragisk ulykke, men hurtigt finder man beviser for, at det er koldblodigt mord, der er tale om. Den unge efterforsker Jazz Hunter overtales til at tage sagen, selvom hun egentlig har trukket sig tilbage fra politiarbejdet af personlige årsager. Sammen med sin gamle makker Alistair Miles dykker hun ned i en verden, hvor mobning, grusomme hemmeligheder og fortielser trives særdeles godt og siver ud som gift gennem skolens vægge. Og morderen er langt fra færdig med at myrde.

Jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig, og nu her efter endt læsning griber jeg mig i at savne den. Rileys sprog er ligetil og flydende og kombineret med hendes flair for behændigt at skrue en historie sammen og sammensætte et interessant og menneskeligt persongalleri giver det en virkelig god læseoplevelse. Synsvinklen skifter igennem de 33 kapitler, og flere af bogens personer får taletid, mens spændingen fastholdes til de sidste sider, hvor den seje Jazz for alvor får lov til at hævde sig selv og beviser sit værd som efterforsker. Det kunne uden tvivl have udviklet sig til endnu en succesfuld serie for Lucinda Riley, hvis omstændighederne havde været anderledes.