Mine to oldemødre af Lise Aisato

Aisatos fine billedbog kan danne rammen for svære samtaler om døden og tilføre lidt lethed til et meget svært emne.

Alle har eller har haft oldemødre, og selvom vi måske aldrig har mødt dem, bor de alligevel indeni. Den lille pige i historien har en oldemor i Gambia og en oldemor i Norge. Hendes oldemor i Gambia har hun aldrig mødt, mens hendes norske oldemor er en, hun kan sidde på skødet af, som kan fortælle historier og synge rustne sømandsviser eller spise kager. En gambisk oldemor kan sende smukke konkylier med ens far hjem, når han har besøgt sin familie i Gambia, og hun kan ringe og tale på et sprog, man ikke forstår, med det er lige meget, for man forstår hendes bløde latter.

En dag ringer telefonen, og familien får besked om, at oldemor i Gambia er død. Det kan være svært at forstå, da hun jo næsten lige har ringet! Da pigen bliver lidt større, er det også som om hendes norske oldemor bliver mindre. Oldemor kan heller ikke længere huske teksten på de sømandsviser, hun plejer at synge, og da pigen prøver at få hende til at lytte efter havet i konkylien fra Gambia, ser hendes oldemor både trist og glad ud på samme tid. Måske hun også snart skal dø?

Dette er Lisa Aisatos første billedbog, som nu er oversat til dansk. Ingen kan som Aisato fortælle en livshistorie om triste emner på så fin en måde, at man har lyst til at den læse igen og igen, netop fordi hun både gennem sine ord og eminente billede fortæller en historie om håb, grænseløs kærlighed og skønheden i livets cirkel. Bogen bliver hverken mørk eller tragisk, selvom den omhandler døden, for døden optræder i denne bog som en naturlig afslutning på et langt liv.

Måden Lisa Aisato beskriver døden på er hverken sentimental eller for meget. Udover at være en utrolig illustrator, er hun også meget dygtig med ord. Dette er en både varm og smuk billedbog om døden og om at have rødder i flere lande. Aisato har skrevet sin egen historie, da hun selv er opvokset med oldemødre på to forskellige kontinenter. Lisa Aisato skaber kunst, uden det er påtaget.