Anmeldelse
Man vil så gerne elskes
- Log ind for at skrive kommentarer
I Skyggebjergs perle af en novellesamling kulminerer han som solidarisk beretter fra det sørgeligt ikke-repræsenterede.
Jacob Skyggebjerg er kendt som lidt af en enfant terrible. Særligt efter Inderkredsen, som handlede om det litterære København, nogle kunne spejle konkrete personer i, har der været en vis skepsis omkring forfatterskabet, som ellers lagde stærkt ud med Vor tids helt.
Her ti år efter debutten, lander 'Man vil så gerne elskes', der består af otte forskellige noveller, hvoraf seks eller syv fremstår som meget personlige og særligt levende. Om det er selvoplevede oplevelser, der skildres, er ikke så vigtigt. Det væsentlige er, at der en helt utrolig nerve i novellernes karakterer, som kommer fra det Danmark, nogle kalder udkanten.
Måske kan man med Christina Hagens sprogbrug i forbindelse med udgivelsen af hendes nye digtsamling pow pow pow, som denne novellesamling har et stærkt slægtskab med, kalde novellerne for “molbohistorier”. Forstået på den måde at novellerne befolkes af nogle følelsesmæssigt smadrede personer i grænselandet mellem overførselsindkomster og servicejobs.
En slags jeg-person går igen i disse historier og med blik for trøstesløsheden i en tåge af alkohol og afstumpethed, registrerer forfatteren gennem ham blokkene i Gellerup og de forfaldne huse på landet udenfor Horsens og lidt ind i det midtjyske og oplever samtidig en hel masse crazy.
Der er også en slags opvæksthistorie i og med, at første novelle omhandler et jeg, der hedder Jaggab. Jaggab, Murat, Langeland og Lilletommy bliver hentet af sidstnævntes mor på efterskolen på Mols. De skal til Lilletommys brors konfirmation i Gellerup, og her dukker Tommyfar for første gang op i novellesamlingen. En utroligt brovtende og brutal skikkelse, som også er hovedperson i den sidste novelle "Pis i hovedet", der kaster et helt særligt lys på den første novelle. Jeg kan ikke mindes nogensinde at have læst noget, der så fremragende beskriver en psykotisk, voldelig mands indre kampe og livsudvikling, som netop den novelle.
I det hele taget er det som om Jacob Skyggebjerg i 'Man vil så gerne elskes' kulminerer som solidarisk beretter fra det skæve og på mange måder sørgelige og også sørgeligt ikke-repræsenterede, og jeg er virkelig glad for at blive ført så fint ind i det univers. 'Man vil så gerne elskes' er tragikomisk, hårdfør, smukt komponeret novellekunst og samtidig elementær pirrende læsning.
- Log ind for at skrive kommentarer
I Skyggebjergs perle af en novellesamling kulminerer han som solidarisk beretter fra det sørgeligt ikke-repræsenterede.
Jacob Skyggebjerg er kendt som lidt af en enfant terrible. Særligt efter Inderkredsen, som handlede om det litterære København, nogle kunne spejle konkrete personer i, har der været en vis skepsis omkring forfatterskabet, som ellers lagde stærkt ud med Vor tids helt.
Her ti år efter debutten, lander 'Man vil så gerne elskes', der består af otte forskellige noveller, hvoraf seks eller syv fremstår som meget personlige og særligt levende. Om det er selvoplevede oplevelser, der skildres, er ikke så vigtigt. Det væsentlige er, at der en helt utrolig nerve i novellernes karakterer, som kommer fra det Danmark, nogle kalder udkanten.
Måske kan man med Christina Hagens sprogbrug i forbindelse med udgivelsen af hendes nye digtsamling pow pow pow, som denne novellesamling har et stærkt slægtskab med, kalde novellerne for “molbohistorier”. Forstået på den måde at novellerne befolkes af nogle følelsesmæssigt smadrede personer i grænselandet mellem overførselsindkomster og servicejobs.
En slags jeg-person går igen i disse historier og med blik for trøstesløsheden i en tåge af alkohol og afstumpethed, registrerer forfatteren gennem ham blokkene i Gellerup og de forfaldne huse på landet udenfor Horsens og lidt ind i det midtjyske og oplever samtidig en hel masse crazy.
Der er også en slags opvæksthistorie i og med, at første novelle omhandler et jeg, der hedder Jaggab. Jaggab, Murat, Langeland og Lilletommy bliver hentet af sidstnævntes mor på efterskolen på Mols. De skal til Lilletommys brors konfirmation i Gellerup, og her dukker Tommyfar for første gang op i novellesamlingen. En utroligt brovtende og brutal skikkelse, som også er hovedperson i den sidste novelle "Pis i hovedet", der kaster et helt særligt lys på den første novelle. Jeg kan ikke mindes nogensinde at have læst noget, der så fremragende beskriver en psykotisk, voldelig mands indre kampe og livsudvikling, som netop den novelle.
I det hele taget er det som om Jacob Skyggebjerg i 'Man vil så gerne elskes' kulminerer som solidarisk beretter fra det skæve og på mange måder sørgelige og også sørgeligt ikke-repræsenterede, og jeg er virkelig glad for at blive ført så fint ind i det univers. 'Man vil så gerne elskes' er tragikomisk, hårdfør, smukt komponeret novellekunst og samtidig elementær pirrende læsning.
Kommentarer