Lotusøje af Suzanne Brøgger

Korte, stramt komponerede digte, der med udgangspunkt i det klassiske japanske haiku digt bruger sanseindtryk fra naturen som vej til en spirende indsigt og eftertænksomhed.

’Lotusøje’ hedder denne lille digtsamling. Lotusblomsten og dens symbolik hører i almindelighed Østen til, og det er da også i et ikke nærmere angivet Østen med lotusblomster og elefanter, Suzanne Brøgger lader sine korte digte udspille sig – i en digtform, der netop tilhører Østen, det japanske haiku digt. Et haiku digt i den traditionelle eller ortodokse form er et ultrakort digt på i alt 17 stavelser fordelt på tre linjer, eller vers om man vil, med henholdsvis fem, syv og igen fem stavelser. Oftest indeholder digtet et naturindtryk, der så i sidste linje kan få en drejning mod en højere indsigt eller en befriende humor. Tænk på det måske mest kendte af alle haiku digte om frøen, der hopper i dammen; ”En gammel dam / En frø springer / lyden af vand”

Brøgger overholder de 17 stavelser i sine digte, men oftest fordeler hun dem på to linjer, fx her i bogens andet digt, der netop henviser til Østen som bogens digteriske univers med et meget typisk Brøgger’sk koketteri:

"Hattenålen peger mod øst,
så jeg rejser den vej, den viser."

Her er de 17 stavelser jo overholdt, men det lille smæld, det overraskende plask af frøen i sidste linje, det savner jeg i den måde at bygge digtet op på. Ekkoet af den traditionelle frø hører man så til gengæld i et af samlingens sidste digte, der overholder den traditionelle tre-deling og får lige præcis overraskelsen, paradokset integreret i digtet på overlegen vis – det bliver ikke meget bedre:

"En hvid sommerfugl
sætter sig på en jernstang.
Stangen knækker. Pling!"

Eller her, hvor den klassiske grundform også overholdes - med rigtig godt resultat:

"I floden driver
skyerne på må og få.
Op med jer, I skvat!"

Disse to digte er mine absolutte yndlinge i samlingen, netop fordi de udnytter den overraskelse, der gror frem af den ortodokse form. Men det betyder dog ingenlunde, at man ikke skal standse nydende op ved andre, fx det, der står i samme opslag lige modsat det ovenfor citerede og bestemt også har noget at byde på:

"Lad minderne falde døde
til jorden, ligesom bladene."

Digtsamlingen er stramt komponeret, tre afdelinger med 17 digte i hver, altså en spejling af haiku digtets form, og hele samlingen viser, hvordan Brøgger netop ved at gå ind i en meget stram form får en paradoksal frihed i ord og tanke. Jeg synes ikke, at Brøgger rammer rent hver gang, men når hun rammer, springer frøen i dammen! Eller med andre ord: Når hun rammer rent, bliver digtene levende og vedkommende og gode at vende tilbage til.