Kvinden i blåt

Ruth Galloway bliver bedre og bedre. Hun gør lige, hvad der passer hende, er skrap og rap i replikken, men under det hele er hun usikker og alene.

Denne gang bliver en ung kvinde, der var indlagt til afvænning, myrdet, og Harry Nelson er på sagen. Da en kvindelig præst betror sig til Ruth om, at hun har modtaget trusselsbreve, fordi nogen mener, at kvinder ikke kan være præster, og en kvindelig præst kort efter også myrdes, er Harry Nelson overbevist om, at der må være en sammenhæng. Ruth bliver som sædvanligt indblandet i opklaringsarbejdet og hjælper Harry, selvom han ikke rigtig vil indrømme det. Midt under sagen bliver Harrys kone overfaldet og forsøgt myrdet, hvilket kun gør opklaringen endnu vanskeligere, for hvad har hun tilfælles med de myrdede kvinder? Det viser sig, at sagen har rod langt tilbage i tiden, og til sidst ser det ud til, at sagen er løst.

Jeg elsker Ruth. Så kort kan det siges. Hun er en fantastisk hovedperson og langt fra perfekt, faktisk er hun ligesom folk er flest. Hun er overvægtig, enlig mor og bor langt ude i marsken med sin datter, Kate, og sin kat, Flint. Hun har gennem serien haft nogle forfejlede forhold til mænd, men vil egentlig helst være alene – eller vil hun? Hun er faktisk meget glad for Kates far og drømmer nok i virkeligheden om at få ham, så de kan blive en rigtig familie. Men ikke engang overfor sig selv vil hun indrømme det.

Også resten af personerne hører til blandt mine yndlings, da de alle på en eller anden måde stikker ud fra normalen på den gode måde. Ruth Galloway-serien er en af de krimiserier, hvor personernes privatliv fylder temmelig meget, og det gør kun bøgerne bedre, fordi personerne er så farverige og tiltalende. Jeg glæder mig altid til, der kommer en ny, og indtil nu er jeg ikke blevet skuffet, tværtimod synes jeg, de bliver bedre og bedre.

Krimidelen er aldrig i den helt voldsomme ende, og derfor anbefaler jeg serien til alle, der elsker en god historie. Jeg vil på det kraftigste anbefale at læse dem i kronologisk rækkefølge.