Anmeldelse
Inderkredsen
- Log ind for at skrive kommentarer
Patrick har det hele i form af uddannelse, anseelse og en skruk kone, men net-porno og prestige-jagt kan tage pusten fra selv den bedste. Velskrevet og skarp – langt hen ad vejen.
Patrick Sørensen Falk er tilsyneladende et spændende sted i sit liv. Han er 37 år, har netop forsvaret sin ph.d. i litteraturvidenskab og afventer nu optagelse i det fineste og mest prestigefyldte litterære selskab, man kan tænke sig. Med en af landets mest magtfulde litterater Tudse i spidsen, består den lille, men udsøgte, skare af litteraturanmeldere og –kritikere, som rundt om Tudses spisebord beslutter, hvem der skal leve og hvem, der skal dø på den danske litterære slagmark. Men alt har sin pris, og på hjemmefronten tager Patricks smag for fiktionaliseret porno efterhånden så meget overhånd, at en seriøs deroute er uundgåelig. Et skarpt, kritisk og velskrevet værk om en mand, hans passioner og lyster.
Det er på en måde både lidt angstprovokerede og paradoksalt at skulle anmelde en roman, der som én af sine mærkesager har at kritisere kritikeren/anmelderen. I hvert fald fremstilles standen ikke videre flatterende her i ’Inderkredsen’, hvor en håndfuld mænd(!) med jævne mellemrum samles til bøfaften hos Tudse, hvis fremtoning i det hele heller ikke lægger op til nogen form for sympati. Men det er selvfølgelig heller ikke nødvendigt. For Patricks vedkommende er det blot vigtigt, at Tudse lægger mærke til ham og indlemmer ham i kredsen. En position, de fleste vil gå langt for at nyde. Her sidder d´herrer så og aftaler, hvor mange stjerner, hjerter eller hvilke symboler den givne avis nu gør det i, en bog skal have – også uden nødvendigvis at have læst den. Det er Tudse, der bestemmer (som Tudse jo gør, hvis man tænker på hans navnebror fra ’Vinden i piletræerne’ af Kenneth Grahame), og de andre, der lægger navn til.
Når Patrick ikke sidder i sit kontor på universitetet, prøver han at gøre sin kone Karen gravid (efter hendes ønske og forskrifter), og når han ikke gør én af de to ting, hygger han sig med porno på nettet, hvor man jo heldigvis kan få det, som man(d) vil ha´ det. Patrick er godt klar over, at Karen ikke vil bifalde hans porno-brug, så det skal helst skjules – hvilket ikke længere lader sig gøre, da han under et natligt anfald af liderlighed spermer ud over håndvask, håndsæbe, tandbørster o.s.v. og efterfølgende falder i søvn.
Som tiden går, bliver Patrick mere og mere opslugt af sine porno-eskapader, som han dog hele tiden forsøger at forklare og undskylde overfor sig selv – og læseren. Men det går kun én vej: Mere vil have mere, selvom hans (nu også IRL) erfaringer afslører, at hvad der foregår på nettet er en perfektionaliseret form for porno, mens virkelighedens affærer ikke helt formår at leve op til hans forestillinger. Den største skuffelse er og bliver pornostjernen Lolly Star, som han forelsker sig i og forestiller sig, at han kan vriste ud af skørlevnedets klamme kløer, men ak: ”Lolly Star er en fiktion.”
Jeg var godt underholdt langt hen ad vejen, men synes, historien taber pusten undervejs. Idéen og sproget er der dog ikke noget at udsætte på.
- Log ind for at skrive kommentarer
Patrick har det hele i form af uddannelse, anseelse og en skruk kone, men net-porno og prestige-jagt kan tage pusten fra selv den bedste. Velskrevet og skarp – langt hen ad vejen.
Patrick Sørensen Falk er tilsyneladende et spændende sted i sit liv. Han er 37 år, har netop forsvaret sin ph.d. i litteraturvidenskab og afventer nu optagelse i det fineste og mest prestigefyldte litterære selskab, man kan tænke sig. Med en af landets mest magtfulde litterater Tudse i spidsen, består den lille, men udsøgte, skare af litteraturanmeldere og –kritikere, som rundt om Tudses spisebord beslutter, hvem der skal leve og hvem, der skal dø på den danske litterære slagmark. Men alt har sin pris, og på hjemmefronten tager Patricks smag for fiktionaliseret porno efterhånden så meget overhånd, at en seriøs deroute er uundgåelig. Et skarpt, kritisk og velskrevet værk om en mand, hans passioner og lyster.
Det er på en måde både lidt angstprovokerede og paradoksalt at skulle anmelde en roman, der som én af sine mærkesager har at kritisere kritikeren/anmelderen. I hvert fald fremstilles standen ikke videre flatterende her i ’Inderkredsen’, hvor en håndfuld mænd(!) med jævne mellemrum samles til bøfaften hos Tudse, hvis fremtoning i det hele heller ikke lægger op til nogen form for sympati. Men det er selvfølgelig heller ikke nødvendigt. For Patricks vedkommende er det blot vigtigt, at Tudse lægger mærke til ham og indlemmer ham i kredsen. En position, de fleste vil gå langt for at nyde. Her sidder d´herrer så og aftaler, hvor mange stjerner, hjerter eller hvilke symboler den givne avis nu gør det i, en bog skal have – også uden nødvendigvis at have læst den. Det er Tudse, der bestemmer (som Tudse jo gør, hvis man tænker på hans navnebror fra ’Vinden i piletræerne’ af Kenneth Grahame), og de andre, der lægger navn til.
Når Patrick ikke sidder i sit kontor på universitetet, prøver han at gøre sin kone Karen gravid (efter hendes ønske og forskrifter), og når han ikke gør én af de to ting, hygger han sig med porno på nettet, hvor man jo heldigvis kan få det, som man(d) vil ha´ det. Patrick er godt klar over, at Karen ikke vil bifalde hans porno-brug, så det skal helst skjules – hvilket ikke længere lader sig gøre, da han under et natligt anfald af liderlighed spermer ud over håndvask, håndsæbe, tandbørster o.s.v. og efterfølgende falder i søvn.
Som tiden går, bliver Patrick mere og mere opslugt af sine porno-eskapader, som han dog hele tiden forsøger at forklare og undskylde overfor sig selv – og læseren. Men det går kun én vej: Mere vil have mere, selvom hans (nu også IRL) erfaringer afslører, at hvad der foregår på nettet er en perfektionaliseret form for porno, mens virkelighedens affærer ikke helt formår at leve op til hans forestillinger. Den største skuffelse er og bliver pornostjernen Lolly Star, som han forelsker sig i og forestiller sig, at han kan vriste ud af skørlevnedets klamme kløer, men ak: ”Lolly Star er en fiktion.”
Jeg var godt underholdt langt hen ad vejen, men synes, historien taber pusten undervejs. Idéen og sproget er der dog ikke noget at udsætte på.
Kommentarer