Hvis barn... af Anne Marie Løn

Bianca er opvokset i et stærkt indremissionsk hjem i Vestjylland. I foråret 2000 er hun tilsyneladende en veltilpasset medicinstuderende, med stort menneskeligt engagement. Og så er hun gravid ...

I bogens første kapitel beskrives en høj, svær, midaldrende mand og en ligeledes midaldrende, forpjusket kvinde, som baner sig vej gennem Kastrup Lufthavns ankomsthal med et lille, gennemsigtigt og desperat skrigende spædbarn i armene. Kapitlet slutter med spørgsmålene: "Hvad var det for et barn? Hvor kom det fra og hvor skulle det hen? Kun en kender hele svaret." Og så bliver man selvfølgelig nødt til at læse resten af bogen for også at kende det.

Anne Marie Løn har haft religion på hjernen de sidste år, siger hun selv i et interview. Det har ført til udgivelsen af denne bog. Hendes budskab er, at vi skal tage ansvaret selv og ikke lægge det ud til guderne. Rammen for formidlingen af dette budskab er familien. I dette tilfælde far, mor og datter samt deres pårørende. Forældrene er dybt indremissionske, og hele deres liv og holdning til tilværelsen er stærkt gennemsyret af deres tro. Datteren Bianca er ikke troende, men klarer sig tilsyneladende rigtig godt. Både i forhold til samfundets krav, hun er medicinstuderende og i forhold til forældrene. At det selvfølgelig ikke er så enkelt og ligetil, bruger Anne Marie Løn resten af historien til at vise.

Synsvinklen skifter flere gange mellem personerne. Der er også mange spring i tid, og der dynges mange detaljer på i beskrivelserne af personerne og miljøerne. En stor del af handlingen udspiller sig i Afrika, hvor Bianca er lægepraktikant på et hospital. Men jeg synes ikke, det var svært at bevare overblikket, og jeg vil meget gerne anbefale bogen. Portrættet af Bianca er bevægende.