Anne Marie Løn modtog i begyndelsen af marts i år (2001) velfortjent "Boghandlernes Gyldne Laurbær". Hun har bevidst valgt at give nogle fantastiske menneskelige historier endnu et liv i sine bøger. Mandag den 2. april besøgte hun Hovedbiblioteket i Århus for at fortælle om sit forfatterskab. Interviewet er fra denne forfatteraften.
Anne Marie Løn er oprindeligt uddannet journalist, men hendes første bog, "Veras vrede", var et opgør med den journalistik, der kun har profit og læsertække som formål. Hun trak de menneskelige omkostninger frem, og det fortsatte hun med i "Fodretid", der var et angreb på teknologiens fremmarch i landbruget. De umenneskelige vilkår skildrer hun også i "Den sorte liste", men her kommer et nyt element ind, nemlig en person, der er anderledes, en skæv eksistens. De skæve møder læserne efterhånden flere af i hendes forfatterskab, f.eks. i den eksistentielle roman "Willums veje", i "Dværgenes dans" og ikke mindst i "Prinsesserne".
Holder du mest af de skæve eksistenser, og hvem er i grunden de aparte, de skæve?
"- Måske er de ikke så skæve i mine øjne, som de er i andres. Det er mennesker, som i meget høj grad er sig selv og har modet til at være det. De har ikke evnen til "at lade som om". Men jeg har selvfølgelig ikke kunnet undgå at gå mig selv på klingen med min egen anderledeshed. Med årene føler jeg mig faktisk mindre og mindre anderledes, fordi jeg har kunnet se - med de mange læsere jeg har fået - at der i bøgerne er noget, som også er i dem. Når du som læser går ind i en bog, så tør du være dig selv, for ellers kan du ikke få den oplevelse, og så bliver du ligesom mig, ..." (Anne Marie Løn ler) "...og dermed så har vi pindet hele det der anderledesheds-begreb ud..."
Selv om der optræder mange kvinder i hendes bøger, foretrækker hun at beskæftige sig med mandlige personer, fordi hun der, siger hun, kommer tættere på nogle andre sider i sig selv.
"...- Forfattere har det med at fortælle, at deres personer begynder "at leve deres eget liv" og kan blive helt ustyrlige, men det handler jo bare om, at de under skriveprocessen kommer i kontakt med sider af sig selv, som måske har ligget og slumret, og pludselig begynder de sider at ville én noget."
En drøm om at være historieløs
Et andet tema, der går igen hos Anne Marie Løn, er det uforløste moderskab - det ikke at blive mor, selv om man gerne vil, eller det at være tvunget til at give sit barn fra sig. På spørgsmålet om dette optager hende specielt, fortæller hun om sit særlige forhold til "hittebørn":
"- Personligt har jeg tre børn, og jeg har fået dem, da jeg gerne ville ha' dem. Men første gang jeg var ude for det spørgsmål - det var i en forsamling i Jylland ...- det er flere år siden - og dér blev der spurgt fra salen: "Hvorfor er der hittebørn i dine bøger". Jeg tabte simpelthen underkæben, for jeg havde aldrig tænkt på det før. Nu har jeg så fået stillet spørgsmålet flere gange, og jeg kan se, at det forholder sig sådan. Men jeg kan ikke helt vide, hvad det er. En banal udlægning er måske, at forfatteren opfatter sig som et stedbarn i samfundet."
"- Det er godt og ondt, det er givende, men det er også belastende at være et barn af nogen. Det er en belastning at bære din mors og fars historie, og din mors og fars liv sammen. Jeg er naturligvis blevet beriget af det miljø, som jeg er vokset op i, men jeg har også oplevet belastningen ved at bære mine forældres liv og bære deres historie og kan måske i det underbevidste ha' haft og har nogle forblommede forestillinger om, hvor dejligt det må være at være historieløs."
Anne Marie Løn var journalist, da den første forening for voksne adoptivbørn opstod i Damark. Indtil da havde kun én institution arbejdet inden for dette felt - nemlig Frelsens hær, der bragte mennesker sammen med deres ophav. Nu er der mindst fem foreninger i Danmark.
"- Det gjorde et stort indtryk på mig med den forening, fordi det er så vigtigt for mennesker at kende deres baggrund og kende deres rod. På den anden side (og det skynder jeg mig så at sige - for det lyder jo højt og flot, at jeg sidder her og romantiserer over det "at ikke høre til nogen", og det er slet ikke på den måde, jeg har ment det) har jeg i de senere år tænkt over, at jeg kan have følt en belastning ved at bære mine forældres historie (og min egen)."
Ifølge Anne Marie Løn repræsenterer vi alle den mest fantastiske, enestående, traumatiske historie, hvis blot nogen gider genfortælle den. Det har hun så valgt at gøre i nogle af sine bøger.
Søstrene i "Prinsesserne" er virkelige personer, du har kendt, men hvor henter du ellers dit stof fra?
"- Jeg henter det indefra, for alt kommer indefra. Når du så møder noget i virkeligheden, som stemmer overens med de billeder du har, så kan du "springe på de billeder". Men det skal komme indefra. Indgangen til "Sent bryllup" var et ganske kort avisreferat om en gammel kvinde, der falder og ligger i en skovbund seks dage og seks nætter, og jeg vidste intet andet om hende end det, jeg læste, men hende havde jeg alligevel inde i mig. På samme måde havde jeg "dværgen" i mig og "prinsesserne", - på godt og ondt - så havde jeg også et stykke af dem inde i mig, for ellers havde jeg ikke kunnet skrive bogen. Det er ofte noget ydre som udløser det, og så skal du samtidig være lige dér på alle måder i din modenhed, din indsigt, din parathed til at lade det blive udløst."
Inspiration som nyregrus
"- Jeg har det nu sådan med meget af min inspiration, at jeg går lige og sunder mig, og så håber jeg det passerer ligesom nyregrus, og at jeg kan blive fri for at beskæftige mig med det og komme videre til noget andet", siger Anne Marie Løn og smiler for sig selv.
Hendes seneste bog "Kærlighedens rum" passerede ikke helt, men lå også inde i hende i mange år, inden "den ville lade sig skrive".
Hør lydklip om bogen, som forfatteren til sin store fortrydelse måtte se anmelderne primært omtale som en bog om et kontroversielt emne, fordi den handler om et kærlighedsforhold mellem en kvinde og hendes gifte elsker.
I det hele taget er det kærlighedsevnen, der får afgørende indflydelse på vores liv. Det er den væsentligste, men også den vanskeligste udfordring et menneske kommer ud for, og historie om denne evne eller mangelen på samme gennemsyrer hele hendes forfatterskab.
Når faglitteratur er skønlitteratur
Får du selv tid til at læse skønlitteratur?
"- Ja, masser. Jeg læser og læser hele tiden. Jeg læser med årene mere og mere skønlitteratur. Jeg har ikke så meget skolebaggrund - men er ud af et oplyst miljø ligesom "dværgen"- så jeg har kæmpestore huller i min viden og almendannelse, og jeg har med de emner, jeg har kastet mig over: store dele af landbruget, 2. verdenskrig, dværgvækst, lavadel og alle de her ting, været nødt til at lave en masse research.
Jeg prøvede for nogle år siden at skrive alt, hvad jeg læste, ned og da kunne jeg se, at 80 procent af det, jeg læste, var faglitteratur. Da sagde jeg simpelthen til mig selv, at det var for meget. Nu prøver jeg at have mere balance i det og sørger for, at halvdelen af det, jeg læser, er skønlitteratur. Den skønlitterære forfatters faglitteratur er skønlitteratur," mener Anne Marie Løn.
Anne Marie Løns egne yndlingsforfattere tæller blandt andet Knut Hamsun, Thomas Mann, Sven Delblanc og Göran Tunström.
Tør træde ud over kanten igen
Anne Marie Løn har været optaget af research til en ny bog det meste af 2001 og undersøger samtidig forskellige spor. Det er blevet tid til at forene den bredt udfoldede roman med den stille. En lille historie i den store historie, beretter forfatteren.
Hvad betyder det for dig, at du har fået "Boghandlernes Gyldne Laurbær"?
"- Det er jeg utrolig glad for. Jeg havde aldrig drømt om, at det skulle komme dertil. Jeg tror da også, at det har givet mig mod og tro på, at jeg kan komme videre. Jeg føler hver gang - det er ikke noget nyt - at hver eneste bog er en undtagelse, og at det er den blinde høne, der har fundet et korn, og at det ikke vil ske igen. Men jeg tror, jeg har følt det endnu stærkere med "Kærlighedens rum" end med nogle af de andre.
Nu føler jeg det ikke sådan mere, at det skulle være totalt slut. Nu har jeg en fornemmelse af, at jeg godt kan skrive lidt igen, eller sagt på en anden måde, at jeg én gang til tør træde ud over kanten, med risiko for at falde ned. Og da jeg nu har fået "De Gyldne Laurbær" og er blevet kåret til årets forfatter, så er det ikke sikkert, at det vil gøre så ondt...".
BogWeb - 15. maj 2001
Kommentarer