Genfærd af Dennis Gade Kofod

Mystisk, minimalistisk og frem for alt stramt komponeret er denne lille roman om en mand, der søger tilflugt på et øde badehotel, hvor sorg og døde mennesker dukker op til overfladen.

Frederik, en yngre mand, tjekker alene ind på et øde badehotel på Bornholm. Det er lige før højsæsonen bliver skudt i gang, og hotellet er mestendels befolket af tyske turistgrupper og familien, som driver hotellet. Dagene glider forbi, mens det meste af Frederiks tid går med ingenting eller at betragte hotelgæsterne. I særdeleshed observerer Frederik den unge smukke Pus, som er en del af hotelfamilien, alt imens læseren betragter Frederik og spekulerer på, hvorfor han er ude af trit med situationen og sig selv.
 
Underlige begivenheder begynder at forstyrre Frederiks tomgang: En tysk turistguide påstår, at kokken pisser i maden. En fyr, der hedder Rasmus, er forsvundet. Pus er åbenbart gravid og muligvis i et forhold til en, der måske-måske ikke er hendes bror. Et lig dukker op i en skovsø bag hotellet. Dennis Gade Kofod lader med sin nøgterne og stramt komponerende stil læseren arbejde for og med læseoplevelsen: ”Dressingen skiller over de syrlige tomater”, eller ”Kvinden småløber med flere tørklæder flagrende efter sig men begynder at gå, straks hun ser Frederik”. Umiddelbart observerende og beskrivende men ved nærmere eftersyn en underliggende stemning. 

Romanen udspiller sig i et snævert miljø, som udgør hotellet i skoven. Forskellige personer træder på sporadisk  vis ind og ud af scenen, uden at læseren bliver ret meget klogere på deres rolle eller motiv i den store sammenhæng. ”Som om de ikke er til, sådan er foyeren og restauranten tom”, står der et sted, og sådan opleves persongalleriet – som genfærd, der ikke rigtigt bliver tydelige i bevidstheden. Ikke at det bogstavelig talt er uhyggelig læsning, men der hviler en mystisk stemning over hele scenariet.

Med sin nye roman har Dennis Gade Kofod lagt et puslespil men fjernet halvdelen af brikkerne. Man leder febrilsk efter den store sammenhæng og budskabet bøjet i neon. Men midt i det hele og med små hints undervejs begynder der at tegne sig et mønster og en underspillet grundstemning, Frederiks tilstand af sorg og krise. Der er en del løse ender og ubesvarede spørgsmål, men heri kommer netop sproget og kompositionen til at stå tydeligere frem. ’Genfærd’ er ikke en egentlig bevægende læseoplevelse (det behøver den heller ikke at være!) men et stykke litteratur, som udfordrer og fungerer flot i kraft af Kofods minimalistiske, billedskabende fortællestil og sans for det underspillede psykologiske drama.