Forårsjagt af Emma Hamberg

Hambergs tredje roman om Rosengädda er som sædvanlig pivende urealistisk men underholdende og morsom at læse.

I Rosengädda har Tessan fået sin restaurant på den gamle station, men hun mangler hjælp, ellers drukner hun i arbejde. Tessan elsker sit nye liv. Hun har et sødt lille barn, en kælen ged og en velhavende beundrer. Desuden har hun flere gode fædre til sin datter. Restauranten går godt, og der er masser at lave. Derfor søger hun en ulønnet arbejder, som i stedet for løn vil få kost og logi. Hun har ikke mange penge og er presset, selvom hendes drøm er gået i opfyldelse.

Da det ser værst ud, dukker der en mand op, som har set hendes annonce. Ham ansætter hun på prøve, selvom han er lidt speciel. Nogen dage efter dukker hendes mor op og begynder at hjælpe til. Tessan bliver overrasket og tænker kun på, at hendes mor nok snart rejser igen, og helst inden de bliver uenige. Det plejer at ende sådan. Tessan bliver dog rigtig glad for hjælpen, og det går rigtig godt. Det varer desværre ikke ved, og der bliver lavet om på livet på det gamle hotel.

Romanen er som sædvanlig pivende urealistisk men underholdende og morsom at læse. Der er altid nogen mærkelige eksistenser med i Hambergs romaner. Denne gang en mand, som ankommer i noget mærkeligt tøj, som er alt for småt. Desuden taler han som en for længst afdød skuespiller, rigtig fint og i et gammeldags og ophøjet sprog. Men han er god til sit arbejde og bliver bedsteven med geden Rosa. Moderen er heller ikke helt almindelig. Hun har problemer med sin hjerne og kan ikke rigtig huske. Hun har en mærkelig opførsel, men er der, når hun kan. Indimellem forsvinder hun nogle dage og vender glad tilbage.

Tessans liv har fået en opgradering til det bedre. Hun arbejder ikke længere i grillbar, men laver rigtig lækker mad til selskaber og ud af huset. Hun nyder sin tilværelse, men bekymrer sig meget om alle de mennesker, hun omgås. Hambergs romaner om Rosengädda bliver, som Tessans liv, bedre og bedre.