Hjerter i Brand

Andet bind i trilogien om livet i den svenske flække Rosengädda byder på en strøm af sanselige madretter, ildebrande og kærlighedsforviklinger.

Tessan, der i Næste stop Rosengädda forlod sin kæreste Lebbe og sit job på grillbaren i Stockholm, har overtaget den gamle stationsbygning i Rosengädda for at sætte den i stand og åbne en restaurant. Hun er økonomisk på spanden, og hendes eneste selskab er geden Bella, der godmodigt lunter rundt efter hende. I en lejlighed over brandstationen bor byens eneste fuldtidsansatte brandinspektør Johnny, der ensomt og tudevornt indtager junkfood og dårlige film i sin sofa.

Hvor Tessan drømmer om friske råvarer, simremad og sin egen restaurant, drømmer Johnny om at finde lidenskab og kærlighed: ”…Johnny drømte også om at det skulle begynde at brænde, men det var indre ildebrande, han drømte om… Men det brændte ikke spor i Johnny, ikke så meget om en lille svag røg sivede ud fra hans bryst”. Men da Rafael, en smuk eksotisk mand, der skal passe et hus i byen for en ven, træder ind på scenen, formår han, trods ufine metoder, at tænde lidenskaben i både Tessan og Johnny.  Rafael lever af at nyde: ”Hvor der er nydelse, der finder man mig”, siger han på et tidspunkt til Johnny. Rafael bliver modpolen til det hverdagsagtige liv, hvor man ikke lever fuldt ud, men bare er til stede. Noget som især Johnny er en repræsentant for.

Romanen emmer af sanselig madlavning, romantiske forviklinger og af lidenskab. Den handler om at turde. Turde slippe hverdagens indgroede vaner og forfølge sine drømme og lidenskaber. Eller som Camilla, indehaver af byens eneste fitnesslokale, udtrykker det: ”Ja, men så sid du bare der og glo på dine fantasidelfiner. Livet er i fuld gang udenfor. Men for at være med der, må man komme ud, sådan er det bare”.

Det er en feel good-roman, der har det hele: Romantik, sanselighed, drama, overraskelser og en idyllisk forløsning. Sproget er svulstigt, fyldt med metaforer og et lidt kækt og ungdommeligt talesprog, som går igen i både Tessans indre monologer og i dialogen mellem personerne. Enten er man til det – eller også er man ikke. For mig bliver idyllen for påklistret, moralen og tematikken for søgt og det svulstige sprog for kvalmende.

Der er dog ingen tvivl om, at der er læsere, der vil sluge denne lige så hurtigt, som de har slugt Næste stop Rosengädda eller andre af Emma Hambergs romaner. Det her er, som en anden anmelder på Litteratursiden har beskrevet det, Stegte grønne tomater, Chocolat og Babettes gæstebud tilsat svensk skærgårdsidyl.
Jeg tror nu, at jeg vil holde mig til Jojo Moyes.