Ester Bock: I det skjulte

DER SKAL NOGET til at stå imod med, når enkeltindividet gør op med en gruppes normer og selvforståelse. Det nemmeste er at følge med strømmen. At sige fra over for uret og råddenskab i et samfund eller en gruppe har som oftest sine omkostninger, selv når flertallet er på gale veje.

DER ER SKREVET historiske fagbøger om den kendsgerning, at nationalsocialismen og tyskheden i Nordslesvig i årene op til Anden Verdenskrig og under krigen var stort set identisk. Det tyske mindretal var gennemnazificeret. Enkelte hjemmetyske vendte nazismen ryggen eller protesterede stiltiende. Men de var ildesete, og det store flertal af hjemmetyskerne satte aldrig spørgsmålstegn ved den nazistiske ideologi.

ESTER BOCK HAR BEGÅET i romanen »det skjulte« en klog streg ved at placere en kvinde fra det tyske mindretal i Nordsjælland. Danmark er besat, og Adelheid er ansat som lærer på en skole, hvor danskheden trives som en modsætning til den perverse nationalsocialisme.

ADELHEID ER NØDT til at gå stille med dørene. Hun har haft en affære med en tysk soldat, og hendes bror, Ditlev, er med i Frikorps Danmark og slås mod bolsjevismen på østfronten. Deres sympatier - og for brorens vedkommende: fanatisme - har de overtaget fra det stærkt tysksindede præstehjem i Sønderjylland.

HENDES NAZI-SYMPATIER var dog ikke ved. Adelheid er omgivet af et dansk hav, og da hun konfronteres med nazismens konsekvenser, oplever hun en stille, men grundlæggende holdningsændring. Da to af hendes elever viser sig at være jøder, og i hast og hemmelighed flygter til Sverige, indser Adelheid endelig, at hun har ladet sig forføre af nazismen.

HUN VIKLES  IND i modstandskampen - også for at overbevise de danske omgivelser om sin troværdighed. En sådan omvendelseshistorie er vanskelig at gøre sandsynlig, men det lykkes Ester Bock, og det er det, der gør denne bog værd at læse. Adelheid portrætteres som et helstøbt og retlinet menneske, der har taget den pædagogiske gerning på sig, fordi hun mener den alvorligt.

ROMANEN ER LAVMÆLT hverdagsrealisme. Vi drages med ind i hovedpersonens dilemmaer og oplever den til tider klaustrofobiske stemning, der må have været under besættelsen med varemangel og den evigt lurende fare: den tyske besættelsesmagt. Den stigende angst og usikkerhed i det nordsjællandske lokalsamfund med stikkere og schalburgtage skildres på afstand og dog nærværende. Og bogens titel åbner for konnotationer som for eksempel besættelsestidens flere lag i menneskenes omgang med hinanden, Adelheids personlige konflikt og modstandskampen, der ikke må kunne ses.