Klokken slår

Mange hemmeligheder fra et langt liv kommer for dagens lys i Adelheid Schildt’s brev til sin datter, fortalt med sans for de små detaljer og hverdagslivet.

Ester Bock fortsætter her sin fortælling om Adelheid Schildt, som vi lærte at kende i romanen ”I det skjulte” fra 2006.

Adelheid er en kvinde, som er vokset op i en sønderjysk familie, som var fascineret af nazismen. Selv endte hun med at blive en del af den danske modstandsbevægelse i krigens sidste år. Hun måtte flygte til Sverige, og der forlod vi hende den 4. maj 1945.

”Du kan sikkert ikke forstå, at jeg kredser så meget om min skyld, men der var jo det, at jeg var med til at hylde Hitler i Berlin i mine helt unge dage, da jeg skulle lære husholdning hos officersfamilien”, sådan skriver Adelheid til datteren i et langt brev, som hun forfatter i løbet af 1999. Adelheid er blevet 88 år, og hun har besluttet sig til at skrive et brev til sin datter.

Hun fortæller om sit liv, om hverdagen, om de gode stunder med datteren og nu med børnebørnene og om at blive gammel, men det egentlige formål med brevet er at fortælle om alle de ting, der aldrig er blevet fortalt, blandt andet om familiens tyskvenlige baggrund, og oplysningen om datterens biologiske far, som hun har holdt hemmeligt for hende.

Brevet bliver en form for testamente, for datteren må først læse brevet efter moderens død. Romanen kan læses som et tidsbillede på året 1999, for ind i brevet til datteren fletter Adelheid sine kommentarer om stort og småt ved den daglige avislæsing.

Ester Bock skriver lavmælt og præcist, og hun er en god skildrer af det små i det store med en udpræget sans for detaljerne, men personligt fandt jeg ”Klokken slår” for stillestående. Der er en del gentagelser - som måske kan tilskrives Adelheids høje alder? – men det bringer ikke rigtig bogen fremad.