Mens graven kastes

Så kom det - sjette bind i serien om dyrlægefamilien Bech - der skildrer årene 1993 - 98.
Ester Bock lod historien begynde i 1945, og siden har vi fulgt familien gennem små og store begivenheder.

Oldebarnet Jeppe vil konfirmeres, der er bare lige det, at han ikke er døbt! "I kunne godt have fået det ordnet dengang", som Jeppe siger til sin far.- Det er helt andre normer, der fremføres i: Når graven kastes end i seriens første fem bind. Dette bind handler mest om børne- og oldebørnene.
Vi konfronteres med tidens problemer: splittetheden, aids, skilsmisser, utroskab, demens. Forventningerne til livet er ikke mere så forudsigelige, selv sproget har ændret sig.

Det er som om familiens medlemmer, hver gang der opstår problemer vender blikket mod Kærby og dyrlægegården. Gården føres nu videre af Eigils datter Karen, der har uddannet sig til dyrlæge. Håber de at finde svaret på livets store spørgsmål, eller håber de at finde et åndehul i den komplekse hverdag.

Der er mange tanker i bogen. Der er blotlagte følelser, som man i det daglige ikke vover at mærke, smukt fortalt uden føleri. Det, synes jeg, er bogens styrke. Det er ikke en roman som de øvrige i serien med en mere overordnet historie. De mange skift i handlingen gør bogen mere flimrende, men skaber måske netop derved et mere sandt billede af det liv, vi alle er en del af.…