Én af os sover af Josefine Klougart

En smuk behandling af et brudt forhold, der er blevet katalysator for noget af det fineste og mest meditative litteratur, landet længe har set. Wow!

Nu skal jeg vist passe lidt på, kan jeg mærke; for er der ikke noget med, at man kan blive så bjergtaget af noget, at man slet ikke ser det rigtig klart? At man kan blive så overvældet og tryllebundet, at fag-og sagligheden ryger fløjten? Til det har jeg ikke andet at sige end: Så lad den ryge!

Josefine Klougart har (endnu engang) forført denne anmelder gennem sin omgang med sproget. Hendes nyeste roman ’Én af os sover’ minder på flere måder mere om debutromanen ’Stigninger og fald’ end om den hårrejsende ’Hallerne’, og det er godt! Der sker nemlig noget fuldstændig magisk, når Klougart lukkes ud i sin barndoms geografiske landskab, og det er hér, hun befinder sig en del af tiden i ’Én af os sover’.

Hovedpersonen – og det er svært at finde et argument for ikke at sætte lighedstegn mellem denne og Klougart selv – og hendes elskede gennem flere år er gået fra hinanden. Hvem der egentlig har forladt hvem, er ikke sådan lige til at sige: Der er aldrig ét menneske, der forlader et andet; man forlader hinanden, tænker jeg. Det hele sker, er én bevægelse; man er blevet én krop, og denne krop falder fra hinanden.

I et forsøg på at få lov (eller ro) til at gennemleve sorgen, er samme hovedperson taget hjem til sine forældre. Moderen er alvorligt syg, og, oven i dét, erfarer man, at der har været lidt af en kurre på den familiære tråd – grundet ”bogen”… og det skulle vel aldrig være ’Stigninger og fald’, der implicit refereres til? Således hjemvendt i hjertesorg lader den unge kvinde tankerne gå tilbage gennem det forhold, der nu er slut. Og hvor det netop ved denne nærmere eftertanke viser sig, at de måske aldrig var ”meant-to-be.”

Og hvad er det så, der er så godt, så behageligt ved at læse Klougart? Måske dét, at man – gennem hendes sprog og hendes betragtninger – bliver så sært bevidst nærværende i sin egen tilstand. Man får lyst til selv at se tingene netop sådan: Så simpelt, så rigtigt, så tankevækkende.