"Stigninger og fald" er titlen på 25-årige Josefine Klougarts anmelderroste debutroman fra 2010.
Romanen er en metaformættet rejse gennem barndommens indtryk og oplevelser. Lyriske nedslag i og beskrivelser af et barns opvækst på Mols i 1980erne. En knivskarp skildring af poetisk bevidsthed og den verden, der kommer til syne.
Josefine Klougart debuterede i januar 2010, mens hun stadig var elev på Forfatterskolen. Det er usædvanligt, at elever debuterer, mens de endnu går på skolen. Man fornemmer da også, at Klougart har en ualmindelig stor passion for sprog og en særlig sproglig modenhed.
"Stigninger og fald" rummer dramatiske og meget udramatiske nedslag i et barns opvækst på Mols. Hvad forsøger du at beskrive og hvilke indtryk sætter spor?
Jeg tror, al god litteratur lever af forfatterens, og dermed tekstens, mellemværende med et hjørne af virkeligheden. Der må være en slags nødvendighed over bogen, som gennemsyrer hver eneste side, hver sætning og hvert eneste ord. Det er denne nødvendighed, bogens uomgængelighed, som er enhver bogs berettigelse. Kunne man have undværet den? Kunne den have set anderledes ud. Den selvfølgelighed og autoritet skal teksten gerne besidde. Og er dét først opfyldt, dét enkle men ikke desto mindre svært definerbare kriterium, så er der fri leg for resten af pengene. Forstået på den måde at intet stof, ingen hjørner af den konkrete eller abstrakte virkelighed, i udgangspunktet er priviligeret i forhold til andet stof, andre hjørner. Som erindringen hierarkiserer oplevelser og erfaringer autonomt og uden et system, der er umiddelbart aflæseligt. Således skaber den gode litteratur værdi, betydning, væsentlighed - ord, sætninger, scener, forløb, der "sætter spor". Kort sagt kan ethvert indtryk sætte spor, hvis det har nødvendighedens autoritet.
Du bruger naturen og landskabet til at beskrive mennesker og deres sindstilstande. Hvorfor?
Man kunne lige så godt sige, at jeg bruger mennesker og deres sindstilstande til at beskrive landskabet og naturen. Jeg er ikke sikker på, at en symbolsk læsning er den bedste måde at nærme sig romanen. Jeg tror, man på den måde let ender med at reducere begge sider af den ligning, man på den måde stiller op. Både naturens rum og det psykologiske. Jeg arbejder ikke bevidst med symbolsk oversættelighed, men det er klart, at der opstår et væld af spejlinger og også mere komplekse mønstre mellem de forskellige elementer og tråde i romanen. Forskellige motiver indgår aftaler bag forfatterens ryg, ligesom verden synes at gøre det i det virkelige liv – faren er i mine øjne, at tro sig sikker på en "sand" fortolkningsnøgle. Allerede i formuleringen "du bruger naturen..." afsløres den risiko, der ligger i den symbolske læsning og tænkning; risikoen for at underordne. I Stigninger og fald har jeg gerne ville skrive en mere demokratisk og organisk struktur frem, hvor fortid og nutid, kultur og natur, indre og ydre sættes i spil og smelter sammen til et mere helt billede. Hvorfor? Fordi det heldigvis også er sådan, vi erfarer verden.
Din fortælling starter med, at jeg-fortælleren får en hest og afrundes med, at hun ufrivilligt må vinke farvel til hesten. Er der en form for symbolik i det?
Romanen består af et antal scener, som kan læses sammenhængende eller hver for sig. De kan læses i den rækkefølge, de er trykt i; eller man kan som læser vælge at springe i romanen, læse de forskellige kapitler som selvstændige prosalyriske tekster, digte velsagtens. Det spor i romanen, som omhandler hesten, fungerer som en af flere stier, man som læser kan orientere sig efter, når man læser. Det er med til at holde sammen på romanen, som ellers er kendetegnet ved et ekspansivt inkluderende sprog, hvor associationer og metaforer hele tiden knopskyder. Jeg skal ikke autorisere én læsning af romanen, endsige patentere én læsning; det er muligt, at man vil kunne læse den symbolsk og dermed være i stand til at oversætte hestemotivet. Men jeg ser i højere grad dét og andre tråde og motiver i bogen som selvstændige og på sin vis uoversættelige enheder, der indgår i et meget mere komplekst væv af betydning end det, der kan udledes ved hjælp af den symbolske læsning.
Kommentarer