Pérez-Reverte har skrevet en røverroman, der udfolder sig i både Spanien, Portugal og Paris; handlingen snor sig lige så uforudsigeligt af sted som en landevej i 1700-tallets Frankrig.
Forestil dig scenen: en lille antikvarboghandel med gulnede, læderindbundne bøger stillet op i bedagede mahognireoler. Luften står næsten stille og sættes kun i bevægelse, når den ældgamle indehaver nusser omkring i sine slidte fløjlsbukser og filttøfler, mens han med et slidt viskelæder og en blød blyant forsigtigt skriver priserne om i udsalgsbøgerne til kasserne oppe på fortovet.
Skift nu scenen og se endnu en række reoler med bøger. Men denne gang er det udsøgte unika, indbundet med kærlighed i gedeskind, med guldtryk på ryggen og håndkolorerede illuminationer inden i. Her er ingen udsalgsbøger i kasser, men nøje udvalgte titler af litteraturens klassikere: Sartre og Shakespeare, Balsac og Byron, Ovid side om side med Platon, Aristoteles og Dante. Førsteudgaver eller signerede eksemplarer.
I denne verden befinder vor helt sig. En lidt slidt og æseløret helt er det – nærmere Chandler end Dumas. Corso lever af at finde sjældne bøger til fanatiske bibliofiler – folk, for hvem en uplettet førsteudave er bedre end noget andet, det være sig kone, børn eller samvittighed. For hvem lovens bogstav ikke vejer så tungt som et håndsat blybogstav sat at Gutenberg.
Pérez-Reverte har skrevet en røverroman, der udfolder sig i både Spanien, Portugal og Paris. Handlingen snor sig lige så uforudsigeligt af sted som en landevej i 1700-tallets Frankrig: Snart mod vest for at passere en kro, snart mod øst for at krydse et vadested. Et sted i centrum finder man intrigen om originalmanuskriptet til et kapitel af Alexandre Dumas’ roman "De tre musketerer" og en roman, der kunne være skrevet af Den Onde selv. Som siderne vendes, viser opgaven, som Corso får stukket ud, sig at have flere lag og bagtanker end en barokstol har krummelyrer. Alt er langt fra lagt på bordet fra første færd, og han kommer hurtigt ud, hvor han ikke kan bunde. Meget fælt kan gemme sig bag et smukt kalveskindsomslag.
På bedste Raymond Chandler-vis er der også en dame involveret. Hun er ung og fascinerende – naturligvis. Et mysterium i mysteriet, vor dame i historien. Uforvarende dukker hun op i historien og i Corsos liv. Hans professionelle liv, men snart også hans private. Han er vant til at omgås smukke og velhavende mennesker med ligegyldighed og delvis foragt. Han er en lejesvend, en tjenende ånd – og han ved det. Sparede han sammen i hele sin levetid, ville han ikke få råd til at erhverve sig bare et enkelt af de åndeløse værker, som han opsporer og videreformidler til sine arbejdsgivere. Der i mange tilfælde gemmer dem væk i brand- og dirkefri bokse, hvor ingen kan se dem, og ingen nyde deres udsøgte elegance.
Pérez-Reverte er spanier, og der er noget umiskendeligt sydlandsk over hans sprog, sansninger og beskrivelser. Nætterne er hede, blodet bruser og livet leves – det er som at et en film af Pedro Almodóvar. Jeg får en heftig lyst til at tage til Madrid og gå rundt i byens gader og se, om jeg skulle støde på en Corso i slidt cottoncoat med cigaretten i mundvigen. At han i filmatiseringen af romanen fra 1999 portrætteres af en forhutlet Jonny Debb er ikke ramt helt ved siden af – sådan kunne han godt være.
Hans skrivestil giver mindelser om både Dumas og Sabatini. Her er sprog-ekvilibrisme, og det er en stilsikker hånd – der fører fjerpennen, tror jeg.
Igennem hele romanen snor der sig også en kærlighed til det skrevne ord og til fiktionen. Pérez-Reverte formidler den bibliofiles fascination af hele vor kulturhistoriske arv og litterære bagland. Jeg ved ikke, om han selv ejer førsteudgaver af Dante i en brandboks i kælderen, men det ville ikke undre mig, hvis han gjorde. Han får under alle omstændigheder motiveret mig til at gå på jagt i boghandlere og på biblioteker med bedre samvittighed – jeg skal have fyldt hullerne i min litterære viden. Og den fascination er vel ikke det værste, man kan blive smittet af. Nu ligger "Greven af Monte Cristo" på mit natbord og venter på at blive læst. Jeg skal bare lige være færdig med Sabatinis "Scaramouche" og "Kaptajn Blod" først….
På dansk ved Hans H. Rasmussen. Centrum, 2000. 419 sider, ill.
Kommentarer