Det rygende spejl af Ib Michael

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Ib Michaels forfatterskab, var da jeg til HF skulle læse troubadourens lærling. Det var forrygende læsning, og derfor havde jeg også store forventninger til forfatterens viden omkring andre kulturer. Jeg må sige at alle forventninger er indfriet.

Ib Michael starter sin bog med en lille introduktion til historien omkring maya- og inkakulturen og de traditioner der hører med. Især da den kultur bliver splittet af conquistadorernes indtog af Sydamerika, og den konflikt der opstår heraf.

Bogen er delt op i bøger med årstal fra 1400 tallet og op til 1900 tallet, foruden forordet og efterskriften. Her er digtene beskrevet som sange og tekster fra Den Ny Verden. De er sat under betegnelsen digte, men fremstår som sangtekster, der snildt kunne sættes i musik. Det er meget triste og smukke tekster, men også livsbekræftende stykker nænsomt oversat af forfatteren selv.

Som eksempel kunne tages denne tekst, der står under betegnelsen otomi-sange i 3.bog:

I en dugdråbe stråler solen

Dugdråben fordamper

I mine øjne, mine

Stråler du

Jeg, jeg lever-

Det er en bog man kan blive ved med at vende tilbage til, tekster der hele tiden fortæller noget nyt. Og selvom nogle af dem virker ufærdige, er essensen af dem til stede. Det er også sin sag at oversætte et sprog der først var forbudt, og siden skulle genopdages.