Det Danmark du kender af Peder Frederik Jensen

Peder Frederik Jensen har skrevet endnu en hårdtslående samtidsroman, et vellykket og harskt portræt af det Danmark, du måske ikke kender.

Med en titel hentet fra et velkendt socialdemokratisk slogan har Peder Frederik Jensen skrevet en roman om fire mennesker, hvis liv flettes sammen i en trafikulykke på Lolland. Det er en barsk og grum historie om ulighed, solidaritet og forliste drømme. En velkomponeret og højaktuel roman om et splittet Socialdemokrati og om afstanden mellem land og by.

Den socialdemokratiske borgmester Morten kører hjem til sin velhavende elskerinde Sigrid på Lolland i påvirket tilstand. Hans ægteskab og liv er i opløsning, selv om der netop har åbnet sig en mulighed for en ministerpost i Socialdemokratiet. Morten rammer avisbuddet Niels på den mørke landevej. Niels er rundet af laveste socialgruppe; morfaren døde af en overdosis, moren prostituerer sig, faren forsvandt og broren er kriminel, men den store dreng har drømme om en anden tilværelse. På ulykkesstedet er også den sympatiske og solide lastbilchauffør Frank. Omkring disse fire personer udfoldes en historie om et Danmark, som er præget af ulighed og dybe grøfter.

Morten kommer fra små kår og har bevæget sig fra fabriksgulvet mod Christiansborg, men der er meget, som ikke rigtig lykkes, og hans mindreværd er en fast følgesvend på den lange vej mod toppen i et andet Socialdemokrati, end det han kendte:

Han sagde det til de gamle smede uden omsvøb. Vores parti har været ekskluderende for jeres egne børn, medmindre de købte pakken og begyndte på universitetet. I dag kan man blive minister uden nogensinde at have haft et arbejde. Bare fem år i S-organisationen, et år som praktikant i en medievirksomhede og så det højeste embede. De ved ikke en skid om at tage fat. De ved ikke, hvad deres fædre, mødre og bedsteforældre foretog sig på de store industriarbejdspladser. De tror de ved det, men det er teoretisk. De mangler dem her, sagde han og rakte hænderne frem. En arbejders hænder. Hænder der kan tage fra, og som kender til træthed.

Mortens mor Mona er en anden vigtig karakter i bogen, en ældre, gæv arbejderkvinde, der må tage til takke med mangelfuld pleje og dårlig mad på plejehjemmet. Hun føler sig svigtet af sit gamle parti, bebrejder de fremmede og er gået over til Dansk Folkeparti. Nu er det Monas tur.

Det er ikke opløftende litteratur, det er brutalt og indimellem tragikomisk. Den unge Niels, der håber og drømmer på trods af sin mistrøstige baggrund, bliver kørt over. Monas ble er tung som hendes bristede drømme. Arbejdersønnen bliver aldrig minister og må formentlig skrive postkort til sin mor og valgslogans fra Hotel Gitterly.

Peder Frederik Jensens skriver ligefremt og brutalt om svigt, ulighed og reproduceret elendighed med en fin balance mellem personportrætter og systemkritik. Socialrealisme fra det 21. århundrede, på røven nær Nakskov.