De ti herskere af Christian Mørk

En underholdende roman af dansk debutant. En historie om kærlighed, magt og meget gamle hemmeligheder.

Fra Venedigs tågede gader til New York følger vi Victors jagt på sandheden. Christian Mørks debutroman varsler venetiansk mystik og maskerade med sin blodrøde forside med guldbogstaver og to sortklædte skikkelser.

Baggrunden for hovedhistorien, der udspiller sig i begyndelsen af det nye årtusind, finder vi da også i Republikken Venedigs pesthærgede middelaldergader, hvor ikke kun den sorte død luger ud i befolkningen.

Den venetianske doge Dandolo og hans magtfulde vasal Enzo Andiolini beordrer og udfører tusindvis af bestialske og usynlige drab på Republikkens reelle og potentielle fjender og kritikere.

I granitkasser rundt om i byen lægger stikkere i ly af tågen dokumenter med navne på folk, der kort tid efter figurerer på en liste sammen de mange andre, som er blevet ofret i et magtspil, der fortsætter op gennem århundrederne. I 2001 at hvirvles den unge, idealistiske planteforsker Victor Tallent sagesløst ind i dette morderiske magtspil.

Victors "forbrydelse" er, at han er ved at udvikle en super overlevelsesdygtig risplante, som vil kunne revolutionere fødevaresituationen i tredjeverdens lande ramt af hungersnød. Under et ophold i Venedig hvor han skal holde foredrag om sin opdagelse, møder han den smukke, blinde pige Arabella, som han forelsker sig i. Et møde der viser sig at være alt andet end tilfældigt, og som bliver skæbnesvangert for ham.

Romanen bygger på den klassiske forestilling om, at intet i virkeligheden er, som det ser ud til. At dem vi tror, vi har valgt til at lede os, selv bliver ledet af helt andre langt stærkere og skjulte kræfter. I dette tilfælde en verdensomspændende organisation af ti herskere, hvis magt og hemmeligheder er gået i arv siden middelalderen, og som koldt og kynisk udrydder enhver, der kan tænkes at true den usynlige magtbalance.

Mørks bog er underholdende, men spændingsterrænet er lovlig kuperet. Den stiger og falder i tempo lidt for mange gange, hvilket resulterer i en hybrid mellem spænding og refleksion, som kan risikere at skuffe især læsere med hang til det første.  

Politiken, 2006. 497 sider.