Anmeldelse
De små heste i Tarquinia Marguerite Duras
- Log ind for at skrive kommentarer
Tomgang og meningsløshed præger den ultimativt mislykkede ferie, mens tragedien og underliggende brud lurer under overfladen i Duras´ roman.
Romanen med den særlige Duraske fortælleform er gysende skarpt fortalt i sine kontraster af ligegyldighed og ubærlig menneskelig smerte. Den absurde sammenstilling af livets yderpunkter skildres med en næsten grotesk lethed.
Sara, hendes mand Jacques, deres lille dreng og en barnepige er taget på ferie i en lille syditaliensk landsby. På samme sted ferierer deres venner Ludi og Gina og veninden Diana. Dagene fordrives med små og langsomme feriesysler i en uudholdelig sommerhede, mens en nøgtern dialog mellem vennerne udfolder den monotoni og kedsomhed, de befinder sig i: ”Det var skruen uden ende af gensidig venten.” De bader, spiller boule og drikker rigelige mængder Campari hver dag hele døgnet rundt. Den røde drik bliver det eneste positive holdepunkt i den klaustrofobiske hede med lange trivielle samtaler om alt og intet. Imens udspiller sig umulige kærlighedsmøder mellem nogle af personerne.
”Man kan ikke holde ferie fra kærligheden, … Kærligheden må man gennemleve helt og holdent med dens kedsomhed og det hele.”
Hele den mislykkede ferie flimrer som en hedebølge og lægger sig som en hinde over landskabet. I skarp kontrast til det kører en sideløbende og tragisk fortælling. En ung minearbejder er sprængt i luften på bjerget over landsbyen, og hans forældre bruger uger på at samle stumperne af ham sammen. Sorgen og det smertelige tab skriger til himlen overfor med det sorgløse og trivielle ferieparadis. De to fortællinger bindes sammen af Gina, som forsyner minerydderens forældre med mad. Ginas daglige besøg omgås overvejende af tavshed fra de andre. ”… nogle fandt dem upassende, andre fandt at de vidnede om en usund nysgerrighed efter menneskelige ulykke, andre igen blev stødt over så meget foretagsomhed.”
Romanen er nøgtern, grænsende til det monotone med næsten regi-agtigt enkle beskrivelser af personerne og stedet. Dialogen bærer personerne frem, og afslører også den kedsomhed og meningsløshed, de alle befinder sig i. Stilistisk er romanen meget ren og bliver næsten som en thriller, fordi stilstanden er så udtalt.
Oversættelsen af 'De små heste i Tarquinia' finder vej til de danske læsere sammen med en anden oversat Duras-roman: Ødelæg, siger hun, der markerer 50 året for Duras´ banebrydende udgivelse på fransk fra 1969. Her er Duras ude i et andet kontrastfyldt fortælleeksperiment om med det frisindede og frit elskende menneske blandt borgerskabet.
Marguerite Duras (1914 – 1996) blev kendt for sin kompromisløse skrivestil og sin vidtgående behandling af den komplicerede kærlighed. Hendes nok meste berømte titel Elskeren er en af verdens litteraturens radikale kærlighedshistorier, om en unge kvindes passion og begær underlagt sociale barrierer og raceskel. Duras er en af de helt store franske forfattere, hvis fantastiske særegne fortællinger bestemt er værd at dykke ned i.
- Log ind for at skrive kommentarer
Tomgang og meningsløshed præger den ultimativt mislykkede ferie, mens tragedien og underliggende brud lurer under overfladen i Duras´ roman.
Romanen med den særlige Duraske fortælleform er gysende skarpt fortalt i sine kontraster af ligegyldighed og ubærlig menneskelig smerte. Den absurde sammenstilling af livets yderpunkter skildres med en næsten grotesk lethed.
Sara, hendes mand Jacques, deres lille dreng og en barnepige er taget på ferie i en lille syditaliensk landsby. På samme sted ferierer deres venner Ludi og Gina og veninden Diana. Dagene fordrives med små og langsomme feriesysler i en uudholdelig sommerhede, mens en nøgtern dialog mellem vennerne udfolder den monotoni og kedsomhed, de befinder sig i: ”Det var skruen uden ende af gensidig venten.” De bader, spiller boule og drikker rigelige mængder Campari hver dag hele døgnet rundt. Den røde drik bliver det eneste positive holdepunkt i den klaustrofobiske hede med lange trivielle samtaler om alt og intet. Imens udspiller sig umulige kærlighedsmøder mellem nogle af personerne.
”Man kan ikke holde ferie fra kærligheden, … Kærligheden må man gennemleve helt og holdent med dens kedsomhed og det hele.”
Hele den mislykkede ferie flimrer som en hedebølge og lægger sig som en hinde over landskabet. I skarp kontrast til det kører en sideløbende og tragisk fortælling. En ung minearbejder er sprængt i luften på bjerget over landsbyen, og hans forældre bruger uger på at samle stumperne af ham sammen. Sorgen og det smertelige tab skriger til himlen overfor med det sorgløse og trivielle ferieparadis. De to fortællinger bindes sammen af Gina, som forsyner minerydderens forældre med mad. Ginas daglige besøg omgås overvejende af tavshed fra de andre. ”… nogle fandt dem upassende, andre fandt at de vidnede om en usund nysgerrighed efter menneskelige ulykke, andre igen blev stødt over så meget foretagsomhed.”
Romanen er nøgtern, grænsende til det monotone med næsten regi-agtigt enkle beskrivelser af personerne og stedet. Dialogen bærer personerne frem, og afslører også den kedsomhed og meningsløshed, de alle befinder sig i. Stilistisk er romanen meget ren og bliver næsten som en thriller, fordi stilstanden er så udtalt.
Oversættelsen af 'De små heste i Tarquinia' finder vej til de danske læsere sammen med en anden oversat Duras-roman: Ødelæg, siger hun, der markerer 50 året for Duras´ banebrydende udgivelse på fransk fra 1969. Her er Duras ude i et andet kontrastfyldt fortælleeksperiment om med det frisindede og frit elskende menneske blandt borgerskabet.
Marguerite Duras (1914 – 1996) blev kendt for sin kompromisløse skrivestil og sin vidtgående behandling af den komplicerede kærlighed. Hendes nok meste berømte titel Elskeren er en af verdens litteraturens radikale kærlighedshistorier, om en unge kvindes passion og begær underlagt sociale barrierer og raceskel. Duras er en af de helt store franske forfattere, hvis fantastiske særegne fortællinger bestemt er værd at dykke ned i.
Kommentarer