Damevennens død

Da Walther Traum støder på sin dødsannonce i avisen, begynder en kamp mod tiden. Endnu en fremragende præstation af altid velskrivende Munksgaard.

På et alderdomshjem på Nørrebro sidder den 87-årige Walther Traum, pensioneret scenograf, omgivet af andre gamle, der forsøger at få det bedste ud af deres sidste tid. Men da han en dag støder på sin egen dødsannonce i avisen, bliver dagene straks mere begivenhedsrige i takt med, at hans dage muligvis er ved at være talte. Annoncen lover ham død om ti dage, men måske kan den dystre profeti manes til jorden, hvis han opklarer mysteriet. Hvem ønsker ham død og hvorfor? Han begynder efterhånden at få en anelse.

Tredje og sidste del af Torben Munksgaards Traum-trilogi lader intet tilbage at ønske, da den i samme sikre, opfindsomme stil som sine to forgængere folder en spændende, vemodig og vedkommende fortælling ud. Først var det det københavnske digtermiljø, der, i Digterens død, dannede skueplads for dramatikken. Dernæst var det homo-miljøet, der var røre i med Diskodanserens død, og her er det et alderdomshjem, der lægger kulisser til en damevens svanesang. Alle tre krimier finder sted på Nørrebro, som man finder et kort over, så snart man åbner både den ene, den anden og den tredje bog, og jeg vender flittigt tilbage til kortet undervejs i læsningen for derved at danne mig et tydeligt billede af, hvor og hvordan begivenhederne fandt sted.

I sit forsøg på at finde ud af, hvem der ønsker ham død, går det efterhånden op for Walther, at det muligvis kan hænge sammen med det mord, der blev begået på skuespillerinden Hanne Berg tilbage i 1981. Hanne var Walthers store kærlighed, og hun kom så ulykkeligt af dage i hans værksted, der bar navnet Traum Teaterkulisser. Dén historie får læseren præsenteret sideløbende med det nutidige forløb.

Afsnittene, der bærer de to præcise overskrifter ’DENGANG’ og ’NU’, skiftes til at gøre os klogere på både Walther og hans omgangskreds, og i bedste krimistil er der cliffhangers undervejs. Den slags greb kan man jo umuligt stå for, men hvad jeg har endnu sværere ved at stå for, er Munksgaards fremragende persontegninger, hans formidable dialoger og hans evne til at bedrive humor på en overskudsagtig og troværdig facon. Det er egentlig interessant, at alt dette tilsammen ender med at blive en vildt spændende – krimi!

Nu er det lykkedes Munksgaard at tage livet af både en digter, en diskodanser og en dameven (plus det løse), og dermed er trilogien fulgt til dørs. Mig skulle det dog ikke genere, om Munksgaard med tiden får flere fiktive liv på samvittigheden. Måske skal domptører, dagplejere, direktører, diktatorer, dovenlarser eller døgenigte til at se sig over skulderen?!