Alkymisten af Paulo Coelho

En andalusisk fårehyrde, Santiago, drømmer om en skat og rejser til pyramiderne for at finde den. Ved at følge sit hjerte og søge sin skæbne opnår han rigdom og lykke.

Dette er en brasiliansk bestseller, købt af over 30 millioner mennesker i 150 lande siger paperback-udgavens forside, og bagsiden fortæller, at der er tale om en magisk, eventyrlig fortælling fyldt med lykke og visdom. Nu har jeg det ikke ret godt med amerikansk psykoterapi af typen hjælp-dig-selv; ej heller med for meget lommefilosofisk dybsindighed, slet ikke når den krydres med nyreligiøs og salvelsesfuld og okkult terminologi. Så jeg gik noget skeptisk igang, men jeg har også den holdning, at når noget er så populært, må man prøve at finde ud af, hvorfor.

Og jeg læste så fabelen/eventyret om den enfoldige, spanske fårehyrde Santiago, der rejser fra Andalusien til Nordafrika og gennem Sahara for ’at følge sin livsbane’. Han har drømt, at han skal finde en skat ved Pyramiderne, han går på sin vej til målet meget igennem: han bliver bestjålet, får arbejde i en glasbutik, rejser på kamel- og hesteryg gennem ørkenen, møder en spåkone, en konge, en alkymist, ørkensheiker og kærligheden, en englænder, som søger sit livs mål i bøgerne og ikke som Santiago gør: følger sin intuition og aflæser tegn af omgivelserne og trues til sidst på livet. Men han møder også hjælp og lærdom undervejs, også indimellem fra en helt uventet kant.

Det, jeg godt kan li’ er bogens carpe-diem-udsagn: det med at forfølge sin drøm og gøre det, mens tid er, så man ikke ender sit liv i prosaisk frustration over, at livet bare er gået og gået forbi.
Jeg kan godt li’ bogens udsagn om, at denne livsbane er noget, man selv kan ha’indflydelse på. Selvom budskabet meget formålstjenligt er dobbelttydigt, så livsbanen også kan læses som noget Gud-givet.
Jeg kan også godt li’ den tanke, drøm om man vil, at kloge mennesker kan se muligheder og potentiale i én, som man ikke lige selv har været opmærksom på.

Jeg kan godt li’ den lidt naive, enkle tone, som minder meget om Saint-Exupérys berømte klassiker ’Den lille prins’. Jeg kan godt li’ bogens symbolik.

Jeg kan også godt li’, at Coelho har valgt den eventyrlige form til sit budskab, og som alle rigtige eventyr er ’Alkymisten’ fuld af visdom. Men her står jeg alligevel af: jeg kan ikke være med, når der tales om tegn fra Gud, om livsprincippet, om kontakt med verdenssjælen og andre esoteriske og religiøse dybsindigheder. For mig bliver det for banalt og kulørt og sentimentalt.

Men ingen tvivl – bogen har appel til mange. Vi har jo alle behov for noget at drømme om og tro på, og nogle gange kunne jeg da godt ønske mig at holde lidt fri fra det skeptiske og mistroiske og pessimistiske og bare kunne nyde et smukt eventyr med et renfærdigt, optimistisk budskab!

Prøv selv, hvordan du har det med det!