Valkyrierne af Paulo Coelho

Livets essens er forskellig for os alle - nogen kommer den til, mens andre må ud på en længere rejse.

Paulo og hans kone, Chris, som oprindelig stammer fra Brasilien, rejser ud i Mojave-ørkenen for at lede efter Paulos skytsengel. Det bliver en krævenmde og til tider grænseoverskridende rejse hvor de begge prøves. De møder valkyrierne, forklædte som kvinder på motorcykel, alle smukke og udfordrende, men ikke lige det man forbinder med engle. De gør ikke rejsen lettere, men bekræfter Paulo i hans søgen.

'Valkyrierne' er en bog med mange forskellige elementer. Den er på én gang meget letlæst, og  samtidig giver den en masse stof til eftertanke. Der er strejf af filosofi, spiritualitet og selverkendelse i en lind strøm. Ikke på en kompliceret eller indforstået måde, men belærende uden at være nedgørende over for de novicer som Chris og denne læser.

Coelhos naturbeskrivelser er intet mindre end fremragende, man føler sig henført til en anden verden som ikke er helt ufarlig. Under de natlige vandringer i ørkenen hvor alt kunne ske, oplevede de indimellem farlige situationer, og beskrivelsen af faren får en næsten til at fryse.

I begyndelsen tænkte jeg at det vist var en gang hokus-pokus, jeg havde fået fat i. Min skepsis kom især til udtryk da jeg læste at de skulle finde en skytsengel på en lang rejse gennem ørkenen. Det er ikke lige det sted jeg ville lede efter en engel - måske i et helt andet luftlag. Men jeg må tilstå at min skepsis blev gjort til skamme. Efter endt læsning ser jeg anderledes på det. Den ro og glæde Coelho beskriver, og den energi bogen videregiver, må siges at have fået mig på andre tanker.

Ikke at jeg er på vej ud for at finde min skytsengel, måske ser jeg bare livet i et lidt andet perspektiv som er mere fokuseret på andet - solopgangen eller et stykke musik. Tre ud af fem stjerner herfra.